Hvad gør man, når man ikke kan begrænse sig?
Tirsdag d. 14. september
Jeg har et problem.
Det problem hedder for mange kg i bagagen.. Jeg har et max på 20 kg, men jeg er nok kommet til at overstige det tal lidt. Jeg ved det ærlig talt ikke, da jeg hverken selv er indehaver af en vægt eller har været i nærheden af én efter, jeg fik pakket min taske.
Det var bare noget min kæreste sagde...
Og så sagde min far det bagefter...
Så hvad gør man?
Jeg føler jo ikke, at jeg kan undvære noget af det, jeg har pakket ned.
Men det bliver jeg vel lidt nødt til.
Så da jeg ankom til Cirkus Dannebrog hvor jeg pt. lige nu sidder i en cirkusvogn, måtte jeg vælte indholdet af min bagage ud og fravælge ting, som jeg måske ikke havde lige så meget brug for som det andet. (For de havde heller ikke en vægt her i cirkus, de kunne ellers godt lige have haft en, hvis de nu skulle veje deres elefanter eller sådan noget?!)
Så jeg måtte, med min cirkusprinsesses hjælp, fravælge. Og det blev en mellemløsning med flere ting i min håndbagage (for så vidt jeg kunne se, var der ingen krav om vægt der, bare en størrelse) og i en plastikpose, som nu er placeret på Nørrebro i min storebrors nye store fine hvide lejlighed.
Så nu krydser jeg tæer for, at de ikke beder mig smide mine trusser ud i lufthavnen, fordi de vejer for meget.
Men mit eventyr er begyndt, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver godt.
Jeg skal i hvert fald ud og lege med min cirkusprinsesse nu!
Jubiiijaaayy
Det problem hedder for mange kg i bagagen.. Jeg har et max på 20 kg, men jeg er nok kommet til at overstige det tal lidt. Jeg ved det ærlig talt ikke, da jeg hverken selv er indehaver af en vægt eller har været i nærheden af én efter, jeg fik pakket min taske.
Det var bare noget min kæreste sagde...
Og så sagde min far det bagefter...
Så hvad gør man?
Jeg føler jo ikke, at jeg kan undvære noget af det, jeg har pakket ned.
Men det bliver jeg vel lidt nødt til.
Så da jeg ankom til Cirkus Dannebrog hvor jeg pt. lige nu sidder i en cirkusvogn, måtte jeg vælte indholdet af min bagage ud og fravælge ting, som jeg måske ikke havde lige så meget brug for som det andet. (For de havde heller ikke en vægt her i cirkus, de kunne ellers godt lige have haft en, hvis de nu skulle veje deres elefanter eller sådan noget?!)
Så jeg måtte, med min cirkusprinsesses hjælp, fravælge. Og det blev en mellemløsning med flere ting i min håndbagage (for så vidt jeg kunne se, var der ingen krav om vægt der, bare en størrelse) og i en plastikpose, som nu er placeret på Nørrebro i min storebrors nye store fine hvide lejlighed.
Så nu krydser jeg tæer for, at de ikke beder mig smide mine trusser ud i lufthavnen, fordi de vejer for meget.
Men mit eventyr er begyndt, og jeg har på fornemmelsen, at det bliver godt.
Jeg skal i hvert fald ud og lege med min cirkusprinsesse nu!
Jubiiijaaayy
Trådløs internet på amager
16. september
Tilbage i samme tidszone som Danmark. 12.20.
Nu har jeg fået placeret min mindre fyldige røv (jeg er sikker på, at jeg har tabt et par cm på den, med alt det jeg har løbet rundt i lufthavne med rygsæk på) på et rødt sæde. Jeg sidder i Johannesburg. Og det er meget overvældende og forvirrende.
Jeg har siddet i et fly i 12 timer, da vi først lettede to timer efter planlagt afgang. Der var teknisk fejl, som de skulle have løst først, hvilket jeg selvfølgelig ikke vil brokke mig over. Hellere sikkerhed end styrte ned. Det er bare lidt frustrerende ikke at kunne nå det planlagte fly, man skulle have været med.
Jeg har lige snakket med to fra New Zealand der skal til Port Elizabeth og spille cricket turnering. De kommer fra Durban. ”Are you feeling safe travelling alone?” spurgte de.. og så fortalte de at Durban var en dejlig by, men.. ”You have to be careful”..
Og det skal jeg nok. Jeg skal nok være sød og god og dygtig!
Men det er allerede meget forvirrende. Det gik smertefrit i Heathrow med at finde frem til tingene – men her i Johannesburg har jeg faret vild alt for mange gange på al for lidt tid. Det værste var, at jeg måtte løbe frem og tilbage, fordi jeg fik forskellige informationer fra forskellige lufthavns-folk om hvor jeg skulle hen. Og det er altså rimelig hårdt at løbe med en tung rygsæk!
Og midt i al postyret kom der en afrikaner i gult, der skyndte på mig og sagde, jeg skulle følge med, hvis jeg skulle nå flyet til Durban. Men på det tidspunkt var det allerede lettet, vidste jeg. Men jeg fulgte løbende med, for han havde snuppet mit pas og billet. Og til sidst fandt jeg så endelig ud af, at de havde rebooket min billet til senere fly, hvilket jo var fint nok. Men så ville han have penge.. og jeg havde nogle euro på mig, som han fik. Men han virkede ikke tilfreds med det, jeg gav ham, og jeg forstod ikke helt hvad han mente med, at han ikke kunne veksle mønter. Men mine sedler – dem fik han i hvert fald ikke! Godt nok havde han vist mig vej, hvilket jo også var fint nok. Men jeg tror lidt, at jeg skal undgå folk i gult for fremtiden.
Så nu sidder jeg altså her og har udsigt ud over Sydafrika, hvor himlen er blå og flyene letter jævnligt. De sagde, det var 22 grader, da jeg landede. Det ser også varmt ud derude. Og græsset er mere gult end grønt.
Nu håber jeg, at jeg stadig bliver hentet i lufthavnen i Durban. Jeg måtte ringe til min kontaktperson i England og lige glemme lidt, at et opkald fra min mobil er pissefuckingdyrt. Men jeg følte lidt, at det var vigtigt, at de ikke stod og glanede efter mig i lufthavnen, når jeg nu ikke er kommet med det planlagte fly. Og lige forsikre, at jeg stadig bliver hentet i lufthavnen. Men det virkede som om, at Katie ville tage sig af det. I sådanne situationer er det altså ikke helt dårligt at rejse med en organisation, der lidt holder nogle beskyttende vinger over mig.
For nu er jeg i Afrika. Sydafrika. Jeg sidder på et andet kontinent og føler mig meget bleg. Og udmattet. Jeg fik sovet på den lange flyvetur, men det er jo ikke ligefrem skønhedssøvn man får.
Men smag lige på det engang.
Sydafrika.
Det havde jeg godt nok ikke lige regnet med for bare en måned siden.
Hvilke strømstik har de i Afrika? Det burde jeg måske lidt have undersøgt. Ellers må jeg jo investere i en omformer, hvis de nu har på det på samme måde som i England. Det er i hvert fald noget med, at de kører i den modsatte side.
Jeg vil gå på jagt efter strømstik og fugtighedscremé nu. Mon ikke de har nogle prøver et eller andet sted..
18.52
Nu sidder jeg for første gang i over et døgn i en stol, der ikke har noget at gøre med lufthavnen. Den er blød og stor og grøn og jeg falder helt ned i den. Nærmest igennem den. Men det er rart. For jeg har brug for lidt tryghed. Det er et stort hus. Større end jeg havde regnet med. Og det er meget tomt, når det kun er mig, der er her. Men jeg har låst døren (hele stedet er også omringet af hegn) og jeg har fået lavet mad til mig selv, gjort lidt rent, lagt sengetøj på min seng og været i bad. Badet skulle dog også først rengøres. Jeg tror, at det er lidt siden, der har været frivillige. Jeg har i hvert fald smidt nogle ting ud fra køleskabet, som havde forkerte farver.
Men her er fint. Især opholdsstuen hvor der både er fjernsyn og anlæg, hvor jeg kan slutte min ipod til. Lige nu hører jeg Mads Langer, mens min krop opsuger den kopattesalve, jeg har proppet på den. Jeg var virkelig tørret helt ud efter det døgn i luften.
Jeg er træt nu. Og jeg savner internet. Jeg savner min kæreste. Men i morgen går det løs. Jeg er ikke helt sikker på, hvornår jeg skal op, men der står et sted, at jeg har arbejdsdag fra 8-16. Og to fridage om ugen.
Der er tre dage til den anden frivillige kommer. På en måde er jeg meget glad for, at huset ikke er fyldt med mennesker. Jeg kan tage det i mit tempo med mit musik og mine tanker – og jeg har snuppet den bedste seng!
Jeg har ikke fået rundvisning på stedet endnu. Der har kun lige været en fyr, der lige viste mig tingene her i mit hus (ja, det er allerede mit nu!). Men jeg kan høre dyrelyde. Og jeg har hilst på nogle stankelben, myrer og endda også en loppe. Der hænger en seddel i køkkenet, hvor der gøres opmærksom på kakerlakker. Jeg ved ikke helt hvordan jeg vil reagere på sådan en tingest, da jeg aldrig har set én i naturlige omgivelser. Måske vil jeg bare give den et klask med min sko. Men jeg er overraskende meget afslappet over for de insekter, der er her i huset. Det er som om, at de godt må være her og så sidder de fleste meget stille og er meget små. Men de kom jo ligesom først, tænker jeg. Det er noget andet noget i min lejlighed hjemme i Danmark. Der kom jeg jo først og de er gæster i mit hjem – så de skal egentlig bare skrubbe af.
Men nu er jeg gæst. Gæst i Sydafrika.
Jeg har stadig ikke helt slugt det endnu.
Hold kæft hvor er jeg langt væk hjemmefra!
Jeg tror, jeg skal kramme med Gert i nat. Ham har jeg taget med fra Danmark. Grisen Gert. Han gør mig tryg og får mig til at tænke på både Lasse og min kæreste. Det er trygt og rart. Og Gert dufter godt.
Jeg har heldigvis fået vasket tax-free dufterne af mig.
Hvorfor er der ingen, der har trådløst netværk i nærheden?
Nå.. Når Muhammed ikke vil komme til bjerget, må bjerget jo komme til Muhammed.
Men det bliver først i morgen..
17. september
08.55
Morgenmad i den grønne stol, som jeg begynder at blive glad for. Golden toasted flakes, long life milk og green mint tea. Hvordan gør de det egentlig? Det der med langtidsholdbart mælk? Det smager okay. Lidt som sødmælk, måske.
Jeg har sovet godt i nat. Kun vågnet en enkelt gang klokken fem, hvor jeg skulle på toilettet. Det har været rart at ligge ned og sove. Og jeg havde egentlig sat mit ur til klokken syv, men den der fesne vækkeurstone, jeg har på min mobil, den kan ikke få mig op. Så jeg sov til halv ni, hvor jeg selv vågnede. Og jeg fik hilst på dame (jeg må altså blive bedre til at huske de der navne), som ville vise mig rundt på stedet, når jeg var klar til det. Jeg skulle bare komme over til hovedbygningen. Så når jeg lige har fået lidt mad, vil jeg bevæge mig ud.
12.17
Så er jeg i gang. Og tøjet klistrer til min krop allerede. Det er ikke fordi, det er sindssyg varmt. Måske nogle og tyve. Men jeg har lige haft en spade i hånden og muget ud + båret en kæmpe halmballe, der var tungere end min bagage! Hvad hedder en trillebør på engelsk? Hm.. jeg spurgte om de ikke havde noget at bære halmen i, men hende jeg gik med, vidste det ikke. Hun var nemlig lokal frivillig og først lige startet for to dage siden.
Men jeg er i gang. Og jeg har en arbejdsdag, der hedder 7-15. Så i morgen skal jeg op klokken seks. Men det er fint nok egentlig. Jeg har jo ikke rigtig noget transport-tid, da jeg bor på stedet. Og de første timer skal man bare skære frugt og fodre dyrene. Jeg har hilst på mange dyr, men deres engelske navne gør mig usikker. Og så er der også en masse, som jeg ikke helt er familiær med. Indtil videre har jeg hilst på mange zebramanguster (banded mongoose), en surikat (suricate), noget antilope (duiker), bavianer (baboons), grønne marekatte (vervet monkeys), et par kæmpegalagos (galgago), en springhare (spring hare), børstegern (ground squirrel) og virkelig mange fugle. Heriblandt ugler, søde ænder og masser af de der store fugle med lange ben.
Det er stadig overvældende, men jeg er blevet taget godt imod. Jeg har spurgt efter internet og Chantel siger, at det ligger i gåafstand herfra. Men jeg kan blive kørt derhen, så jeg ved hvor det er. Og så skal jeg ikke gå om aftenen og altid sige, hvis jeg skal ud.
Så jeg håber virkelig snart, at jeg kan få fanget noget internet, så jeg kan komme lidt i kontakt med omverdenen igen.
18. september
12.32
Jeg har middagspause. Har ikke båret på halmballer i dag, så er ikke lige så træt som i går. Også selvom jeg stod op 6.30.
Jeg savner at høre fra dem derhjemme. Det er rigtig skønt her og jeg nyder det rigtig meget, når jeg er ude blandt dyrene, men her i huset, er der så tomt, når det bare er mig. Jeg glæder mig godt nok til på mandag, hvor der kommer endnu en frivillig, som jeg skal bo sammen med. Så bliver det lidt mindre tomt. Så de her dage har jeg ekstra brug for, at høre fra dem derhjemme. Men de eneste sms’er jeg modtager er fra Politiken omkring noget Helle og skattesag. Det er lidt sørgeligt. Så skriv lidt til mig, vil I? Bare sådan, at I savner mig eller et eller andet. Også selvom I ikke gør det…
Jeg mangler internet. Har en mission i dag, der hedder, at jeg skal finde det indkøbscenter, hvor jeg har fået at vide der er internet. Men hvordan kommer jeg derhen? Og hvor er det overhovedet?
Men de er altså søde her på stedet. Både dyr og mennesker.
18. september
18.05
Så sidder jeg tilbage på min egen computer igen.. Og jeg har det faktisk godt lige nu. Det hjalp virkelig at komme lidt på internettet og høre fra omverdenen. Og vide, at folk tænker på mig.. Og godt nok kom jeg til at græde lidt, men det hjalp virkelig. Og det hjalp at have en chat med min skønne storebror Lasse og bagefter modtage en sms fra ham. Det er utroligt så små ting der skal til – men når man er lidt usikker og normalt en ret stor tryghedsnarkoman, så kan det være lidt svært at komme til et helt nyt sted uden nogen rigtig kontakt med min base derhjemme.
Men nu er det som om, at jeg har fået noget nyt energi. Jeg har omrokeret møblerne i opholdsstuen, fundet et stearinlys (jeg skal huske at købe nogle flere, når jeg engang kommer ud), og tændt fjernsynet for første gang. I ovnen har jeg kyllingelår og en kartoffel-løg-blanding med noget oste-topping. Jeg skal jo bruge min fantasi, når jeg kun har mulighed for at bruge de ting, der allerede er købt ind til mig.
Her bliver godt nok hurtigt mørkt! Solen begyndte allerede at gå ned omkring 17. Men det er lunt udenfor.
Jo, jeg kan godt lide at være her. Og det handler om at forkæle sig selv og finde ud af, hvad der er godt for én. Jeg må bruge de remedier, jeg har fået her og i stedet bruge det positivt. Det fungerer ikke for mig, at jeg kvæler for meget i tanker.
Så nu har jeg taget ja-hatten på igen. Og så er det lige pludselig lækkert at have et helt hus for sig selv. Jeg kan lave lige præcis det mad jeg vil, spise uden at tænke på, at jeg spiser for hurtigt eller spilder ting. Jeg kan tage mig et langt bad i det karbad, der også er her. Jeg kan smække fødderne op i sofaen og zappe rundt på fjernsynet på lige præcis det jeg vil se. Jeg kan høre lige præcis det musik, jeg kan lide. Det handler om mig. Og det må jeg nyde..
En afrikaner har lige sagt i afrikansk tv: ”I wanna lick his elbow!”
Jeg lærer mange nye ting. Jeg suger til mig.
Vi har en havfugl, de kalder squid. Han er ikke så gammel og skal håndfodres med blæksprutter (squid!) Jeg troede kun, at man kaldte dem octopus. Ser man det, ser man det.
Det kan godt være lidt problematisk, når de beder mig om at hente grøntsager, frugter eller snakker om dyrene. Jeg skal virkelig koncentrere mig og fokusere – og indtil videre gætter jeg meget af tiden, hvilket ikke altid er korrekt. Men de er gode til at opmuntre mig, de kalder mig sweety og virker taknemmelige, når jeg gør noget for dem, som de beder mig om. Og når man så kan se, at der faktisk er behov for éns hjælp og at dyrene nærmest elsker én, når man kommer med mad – så er det fantastisk.
Og så er der sådan en frugt, de kalder popo – på æsken står der gou gou papaya. Det er sådan en orange blød aflang frugt, der lidt minder om et græskar. Det har sådan nogle flotte sorte små runde bær i sig.. Og så er der feijoja – nogle små grønne hårde tingester. Eksotisk. Eksotisk.
Jo, det er faktisk ret godt at være her.
Og nu tror jeg snart, at der er mad.
Ps. Sydafrika har også ”Do you think you can dance?!”
Wuup wuup
19.21
Åh jeg er mæt nu. Det var godt nok en omgang god mad, jeg fik lavet der. Mmm.. Så nu sidder jeg og hygger mig med Sydafrikansk danse-program og en mæt mave.
Jeg har det stadig godt.
Men det irriterer mig lidt, at det ikke er så sikkert at gå rundt alene. Jeg vil ud på eventyr!
Først skal jeg bare lige sove lidt..
Men der sidder en mand inde i fjernsynet, der har et sindssygt trimmet skæg. Og så har han en diamant-piercing lige under læben og meget markerede øjenvipper.
Nu kommer der afrikanske nyheder – på afrikansk! Det er noget med en afrikansk stamme, tror jeg. Ukuzulu-lela pumu-esi-imi-chick, siger hun. Og så ser vi en mand med briller, der taler for en sal i rødt tøj og kasket. Hmm.. hvad mon det er?
Og nu tilbage til stamme-folket! ”Uh-lu-lullu-lutzi, lutja mierza kangang ku!” Wamapondo!
Og jeg fik endnu en sød sms fra min kæreste. Det er mærkeligt at være så langt væk fra ham og ingen mulighed ha’ for lige at sige: ”Kom over og kys mig!” Men nogle af aberne her har lært at kysse. Man skal sige en lyd ”chicihikakak”, ikke kigge dem i øjnene, ikke vise tænder og så stikke munden hen til buret. Så kommer de og kysser én!
Og nu er der afrikanske reklamer. Interessant! De sælger en mande-deodorant med RESPECT-sangen, en omgang jakkesæt og en afrikansk præst.
19.57
Okay. Nanna. Slap af. Træk vejret. Rolig nu. Det er bare… en… KÆMPE KAKERLAK! Puuuh.. nå, så fandt jeg da ud af hvordan jeg reagerer over for en kakerlak, der render levende rundt ude på badeværelsesgulvet (hende vejr-damen sagde lige et ord, der mindede om numse-varmer!).
Fuck man. Jeg havde bare tæer!!!
Og jeg skulle sådan tisse.
Og lige nu sidder jeg i sofaen med benene oppe og med en cider foran mig, som jeg ikke kan åbne, fordi jeg ingen oplukker har.
Damn.. hvorfor kan jeg ikke åbne ting med en lighter? Det kan være, at jeg skal lære det.
Fuck man. En kakerlak. Levende. Stor. Sort. Men jeg tror også den blev lidt bange for mig.
Nå, hvad gør jeg. Jeg skal tisse. Kan jeg dræbe den med min sko? Skal jeg sprøjte gift i hovedet på den? Hvad gør man med en kakerlak?!?!?!?!
Okay. Jeg har et problem. Mr. Kakerlak er sporløst forsvundet. Og jeg har kigget i badet bag forhænget, jeg har kigget bag toilettet, jeg har kigget i skabene. Ingen kakerlak. Hvor fanden er du smuttet hen?
Enten har du fundet en vej ud (det kan jeg håbe på, men er nok ikke det, jeg skal regne med)
Eller også har du bevæget dig ud i stuen. Eller ind på mit soveværelse. Fuuuck. Godt nok var jeg lidt ensom og brokkede mig over at være alene, men jeg gider altså ikke ligge i ske med en kakerlak. Hvorfor ved jeg ingenting om kakerlakker? Spiser de én? Hvad spiser de? Og HVORFOR OVERLEVEDE DE ATOMANGREB? De er sgu da uhyggelige. Ad hvor var den stor.
Hvor er den kakerlak henne? Hullubuulaaah kakerlak – kom kittekittekitte. Jeg prøvede at skubbe sengene væk, hvis den nu havde gemt sig der under. Men den gad ikke komme frem.
Kravler kakerlakker på væggene?
Hvorfor ved jeg intet om kakerlakker??!?
Siger de lyde?
HVORFOR ER DE SÅ GRIMME?
Nu har jeg gået rundt og spredt myregift over det hele. Måske dør de også af det. Forhåbentlig dør de der myrer, der kravler rundt over det hele.
Kan man støvsuge en kakerlak op? Det dør den ikke af, vel? Så kravler den vel bare ud igen.
Åh, jeg troede altså, jeg var lidt mere sej end det. Jeg skreg altså ikke.. (kun lidt).. men jeg hoppede ret hurtigt op i sofaen.
Jeg tror ikke jeg skal gå med bare tæer herinde mere.
Fuck man. Tænk sig at træde på en kakerlak, når man vågner om morgenen?
Bider de?
Jeg bliver nødt til at lære noget mere om de kakerlakker!
Og jeg bliver virkelig også nødt til at åbne den cider med 6% alkohol.
Og jeg skal virkelig også tisse.
Okay. Tis overstået. Næste projekt – cider åbnes med en lighter. Fuck, nu bløder jeg. Så svært kan det sgu da ikke være!!!
Jeg fik den åbnet! Med en dåseåbner! Så langt, så godt.
Nu mangler vi bare den forbandede kakerlak.
Den er fandeme stor. Sådan håndflade-stor.
Men nu sidder jeg bare lige lidt her og nyder min cider og de sms’er, som jeg har fået fra folk. Det varmer! Det er virkelig rart at høre fra jer! Kan I ikke lige give mig råd mht. hvordan man dræber (og finder) en kakerlak?! Jeg kan ikke rigtig google det, desværre..
Åhh kakerlak. Kom frit frem, kakerlak!
20.57
Stadig intet spor af mr. Kakerlak. Jeg har vovet fjerene og hoppet ind i min seng. Jeg har ladet lyset stå tændt ude i gangen, hvis jeg nu skal tisse i nat. Jeg kan simpelthen ikke overskue, hvis jeg træder på noget, der knaser under mine fødder.
Jeg vil se lidt film nu på min dejlige computer, som jeg virkelig er glad for, jeg tog med. Og så vil jeg sove. Endnu en dag starter klokken seks i morgen!
Tak for sms’erne. De varmede virkelig.
Søndag d. 19. september
12.03
Så har jeg middagspause. Denne dag er rigtig lækker – og jeg sveder! Fordi det er varmt. Sådan virkelig varmt. Puha. Så skal jeg ud og solbade blandt de der aber, der render rundt på mit tag og kigger på mig.
Men det er bedre i dag. Jeg skal ikke spørge så meget om tingene, jeg er ved at få styr på maden og fodringerne og det bliver lettere og lettere at snakke med dem. Jeg føler mig heller ikke så dum mere, når jeg snakker engelsk. Det er ellers svært for mig, men jeg er begyndt at spørge om en masse. Og jeg har endda snakket om mine fjernede mandler!
Jeg har rendt rundt med Jamie i dag, som er Sues 16’årige datter. Men Jamie er handicappet både fysisk, men mest psykisk. Hun er rigtig sød, men alting går meget langsomt med hende og her den sidste time, har hun forsøgt at fælde et træ.
Det hjalp virkelig at få sms’er fra folk i går. Det var helt sindssygt, så glad jeg blev. Og jeg faldt næsten i søvn med det samme – på trods af kakerlak og alt muligt. Hr. Kakerlak er stadig ikke at se nogen steder. Jeg håber virkelig, jeg har skræmt ham væk.
For resten. De der aber, der render rundt. De har blå nosser.
Så fik jeg spist nogle af de rester, jeg havde fra i går, og jeg har nu smækket benene op og hældt eksotisk juice op til mig selv.
Jeg er lidt træt. Kunne godt bruge en lille siesta nu. Men dyrene skal have mad igen. Det værste ved de fodringer, er altså maden til ørnen og uglerne. Døde kyllinger med ben og hud og hår og kyllingehoveder badet i blod. Og så er der også nogle af fuglene, der skal have levende melorme. Det er næsten endnu værre, synes jeg! Jeg fangede 40 melorme i dag og jeg var ved at brække mig. De ligger i en kasse med sand og svømmer rundt der sammen med alverdens biller. Og man kan næsten ikke få øje på de melorme – man kan bare se, at alt sandet bevæger sig. Krible, kravle, kryb. Hvis jeg var en fugl, kunne jeg altså ikke tænke mig at æde hverken kyllingehoveder eller orme. Så vil jeg altså hellere spise græs og brød.
Det minder mig om, at der er de søøødeste ducklings her. De kom ind i forgårs og har været i varmeskab indtil i dag, hvor de fik lov til at få lidt luft og sol. Åh hvor er de små og søde og bløde. Men når de bliver voksne, er det dem, der laver den der forfærdelige larm. Så er de ikke så søde mere..
I morgen vil jeg se om jeg ikke kan komme hen til det center, hvor de har internetcafé. Så kan det være, at jeg kan få lagt nogle billeder ud, så I også kan se, hvordan der ser ud hernede.
Jeg tipper altså på 25-30 grader i dag. Det er godt nok varmt!
I dag nyder jeg livet. Jeg nyder mig selv og jeg nyder, at jeg er så sej, at jeg turde gøre det her. For hold kæft hvor er det egentlig fedt!
15.24
Jeg har fri nu! Og jeg sveder stadig. Har drukket to glas vand (der smagte af klor) og et kæmpe glas juice. Om en halv time skal jeg op og kigge på, at baby-dyrene bliver flaske-fodret, så jeg også kan begynde at gøre det i fremtiden. Så skal jeg være Nanna-mor!
Men det har virkelig været en skøn dag i dag. Der er ingen spejle rundt omkring, så man bliver ikke konstant mindet om sit udseende. Der er ingen man skal imponere, da størstedelen af dem, der kigger på én, er dyr – og de vil helst have, at man har lidt jord og græs på sig. Jeg har det godt med mig selv og solen skinner!
Der skete noget mærkeligt lige før, da jeg var nede for at fodre rovfuglene. Måske skulle jeg lige først forklare hvordan der egentlig ser ud her på stedet.
Forestil dig, at du står på en asfalteret vej et sted, hvor der er kæmpe yellowood-træer og palmer. Foran dig er der en stor jernlåge, som kun kan åbnes af os indefra. Når du så kommer ind på området, er der på din højre side et stort hus på en bakke. Det er der man går ind, hvis man skal snakke med nogen på kontoret. Det er også der klinikken er, hvor de sårede dyr opholder sig – og de dyr, der har brug for ekstra omsorg og pleje. Der har vi en masse fugle, skildpadder, ællinger, en hare, en ørn og en abe. Det er også der vi forbereder mad til dyrene. Området inde i midten er åben terrasse, men der er net hen over. Her bliver alle dyrene stillet ud hver dag, så de kan få lidt sol og frisk luft.
Forestil dig så, at du går ud igen, ned ad trapperne og så har det store hus bag dig og jernporten på din venstre hånd. Så går du lige ud, hvor der er en masse huse og indhegninger. Her er der bl.a. gæs, ænder, ugler, meercat, mongoose (hvad er nu de danske navne?), en lille sød bittesød kælen antilope, der hedder Joey og en masse forskellige fugle. Ved siden af alle de her små huse og indhegninger, er der det kæmpe bavian-hus. Overfor bavianerne, på den anden side af vejen og ved siden af hovedbygningen, er der flere huse og indhegninger. Der har vi en gruppe Vervet Monkeys, nogle baby-bavianer og mongoose i massevis.
Og igen ved siden af der, har vi et område, hvor der går skildpadder rundt og nogle huse, hvor der flyver rovfugle rundt.
Og det var det, jeg var ved at fortælle om..
For tidligere skulle jeg ned og give de der rovfugle deres døde kyllinger. Der er en kæmpe ørn, en skade og nogle forskellige ugler. Men for at komme derhen, skal jeg igennem skildpaddeland. Det er bare et grønt område, hvor der går forholdsvis store skildpadder rundt og hygger sig. Og jeg kommer så der med 6 skåle fyldt med lækre døde kyllinger, kyllingehoveder og hakket kød, da den største skildpadde på pladsen kommer farende mod mig. Først griner jeg lidt, fordi det ser sjovt ud. Og så går jeg ind til den der kæmpeørn, som godt kan hidse sig op og gøre sig stor og stærk, og som ser en lillebittesmulefarlig ud… og da jeg skal ud derfra igen, kan jeg ikke! Der er simpelthen nogen, der blokerer døren for mig. Og jeg finder så ud af, at det er hr. skildpadde, der har placeret sig lige ude foran døren og ikke har tænkt sig at flytte sig. Så jeg må (med nu 5 skåle døde kyllinger) bruge en masse kræfter på at få skubbet hr. skildpadde væk. Og han er altså tung, kan jeg sige jer. Men jeg får ham væk, griner lidt, fordi det er lidt sjovt. Og jeg går så ind til skaden og lukker igen døren.
Og endnu engang.. da jeg skal ud igen.. er der ligesom noget der blokerer for mig. Så jeg begynder så at mistænke hr. skildpadde for med vilje at lukke mig inde. Jeg får dog igen skubbet til ham og fortsætter ned til de andre bure, hvor han følger i hælene på mig. Jeg skal så over til den anden ørn og han kæmper for at følge med mig og jeg synes ikke helt det er så sjovt mere. For hvorfor gør skildpadden det? Leger den eller er den ondskabsfuld? Var det fordi jeg grinte af den til at starte med?
Da jeg kom ud fra ørnen igen, kom hr. skildpadde så kravlende hen til mig og kravlede videre op på min sko og lå der med sit hoved og sine forben. Jeg tænkte, at jeg det kunne være, den ville nusses – men hvordan fanden nusser man en skildpadde? Jeg prøvede lidt der, lidt her, men den var ikke helt tilfreds og begyndte så bide i min sko. Den havde masser af mad, så det var ikke fordi, den var sulten.
Har I forstand på skildpadder?
Hvorfor er det lige, at den prøver at lukke mig inde, følger efter mig og bagefter kravler op på min sko og bider mig?
Jeg er ikke bange for skildpadder, men jeg forstår dem bare ikke helt. Og jeg er bestemt ikke vant til, at have en stor skildpadde rendende i hælene. Jeg har aldrig set en skildpadde bevæge sig så stærkt!
Men nu vil jeg gå op og se de små babyer blive fodret med flasker!
17.21
Tilbage i huset.
Det var egentlig meningen, at jeg kun skulle kigge på i dag med sutteflaskerne. Men da vi kom til baby-bavianerne, kom de hen til mig – så jeg fik lov til at give dem sutteflaske. Det var godt nok fantastisk at sidde der med to baby-bavianer, der suttede på livet løs af de sutteflasker, jeg havde i hånden.
Det var virkelig en vild oplevelse.
17.53
Jeg har fundet en dvd i cd-afspilleren. Den kan åbenbart også afspille dvd via fjernsynet. Så nu har jeg sat den der film på, som jeg ikke rigtig kiggede på. Jeg tænkte bare – film, why not! Men.. det er en film… med… Lindsay Lohan! Noget med held og ikke held. Men okay, den kan bruges. Selvom jeg allerede lidt er ved at brække mig.
Jeg kan godt lide de der lidt platte film engang i mellem. Sådan kærligheds-typisk-amerikansk. Det er okay engang i mellem. Men Lindsay Lohan. Jeg har ikke set en film med hende siden den der børnefilm med tvillinger, som jeg så i biografen med min mor. Jeg har konsekvent undgået hende. Men, ja.. nu sidder jeg i Sydafrika og ser Lindsay Lohan film!
Hvad sker der lige for hendes stemme? Lød hun også sådan, da hun var med i de der børnefilm?
Var det ikke noget med, at hun var lesbisk?
OH MY.
Jeg ved ikke om jeg kan holde Lindsay Lohans: ”Aruuh” ud, når hun åbenbart er glad.
Nu har jeg holdt ud i en halv time.
Og det er stadig ret forfærdeligt. Der er en spåkone, der virkelig ligner min eks-roomies mor. Det er skræmmende.
Hold kæft hvor plat. Lindsay Lohan har mistet sit held og leder nu efter det igen ved at kysse 20 fyre. Har hun selv skrevet filmmanuskriptet?
18.59
Yes. Jeg fandt varm chokolade her i huset! Ingen rigtig chokolade, men varm chokolade er også godt nok. Der er for resten mange mærkelige ting i det her hus. Mange unødvendige ting – og mange ting, der virkelige er nødvendige, men som bare ikke er her. Jeg kan for eksempel nævne, at der står to kørestole i et af rummene, men der er hverken skræller eller oplukker. Jeg har måttet skrælle kartofler med en gammeldags ostehøvl og åbne cider med dåseåbner. Jeg har også fundet en dansk bog, en hat (som jeg agter at sige, er min – den er ret flot) og nogle sko (der desværre er alt for små). Det er et mærkeligt hus det her, men jeg er begyndt at føle mig mere og mere hjemme. Især efter jeg har omrokeret møblerne, tændt stearinlys og fundet varm kakao. Mmm..
Nu vil jeg se den der film færdig. Det er godt nok mørkt! Jeg føler, at klokken allerede er 22. Man må sige, at jeg får noget ud af dagen, når jeg står op så tidligt!
Og i morgen kommer den nye frivillige. Jeg håber virkelig, at hun er sød.
Åhh så skal Mrs. Lohan selvfølgelig hælde for meget vaskepulver i vaskemaskinen, fordi hun kommer til at glo for meget på en fyr i bar overkrop.. og nu er der skum over det hele. Lindsay Lohan. Tsk tsk tsk.
19.29
Hvorfor så jeg den film?
Lige nu har jeg det på præcis samme måde, hvis jeg har spist en hel plade chokolade og har kvalme og virkelig ville ønske, jeg aldrig var begyndt på det. Oh my oh my.
Nå, mon ikke jeg har fortjent et langt bad uden kakerlakker nu?
19.34
Nanna vs. Hr. Kakerlak – 1-0
Så da jeg var på vej ud i badet, sidder han der. Store søde sorte hr. kakerlak. Denne gang hverken skreg eller løb jeg. Jeg gik stille og roligt hen for at tage sko på og fandt så en tyk bog, som jeg kastede ned i hovedet på ham. Men det var han da ligeglad med. Så tænkte jeg i stedet, at jeg jo lige havde kogt noget vand. Så hvorfor ikke?!
Og jo, sørme så. En omgang kogt vand til hr. kakerlak og han er nu fløjet til himmels.
Jeg håber virkelig ikke, han har en kæreste et sted.
19.45
Nu har jeg taget billeder af hr. kakerlak, så I kan se ham. Jeg har forsøgt at tørre alt det vand op, som jeg har hældt ud over badeværelsesgulvet, men det er som om, at sengelinned ikke suger så godt. Hvorfor har de hverken en kost eller en svaber her?! Men de har en støvsuger, der ikke rigtig virker. Hmm..
Nå, det kunne være, jeg skulle tage mig det bad nu.
19.58
Jeg har fået ryddet lidt op i mine ting. Og jeg har fundet mærkelige ting rundt omkring i de skabe, jeg ikke har kigget i før. Jeg har bl.a. fundet en mærkelig maske, en hårtørrer (og det havde jeg altså brug for) og nogle flere dvd-film! Hold kæft man, jeg skal holde videoaften, tror jeg!
NU vil jeg altså gå i bad.
20.18
Nu har jeg været i bad sammen med en salamander. Den var sød, så den hældte jeg ikke kogende vand ud over. Den havde de sødeste små tæer. Nu vil jeg lægge billeder ind fra mit kamera, som jeg forhåbentligt kan få ud på nettet i morgen.
I skal se de der baby-bavianer, som jeg har fodret i dag!!!
21.02
Gæt hvad jeg har fundet i min taske?! En oplukker!! Og et stykke chokolade, der ligner en stor guldmønt!! Åhh hvor skønt.
20. september
12.07
12.07
Middagspause. Jeg spiser ris med oksekød og grøntsager og drikker vand, som jeg først har kogt. Jeg lugter lidt af dyr. I dag har jeg nemlig været ret effektiv med de ting, jeg skulle gøre – så jeg har haft tid til at rende lidt rundt og snakke med dyrene. Især Joey og Timmie har jeg snakket med. De kan godt lide at blive nusset. Joey er den her lille 5 måneders gamle antilope, der stadig skal have sutteflaske og skal stimuleres, når han er trængende. Timmie er vores meercat, som er vokset op i en familie med en 7årig dreng. Men de ville ikke have ham mere, da de opdagede, at han markerede sig med ret heftigt lugtende urin. De havde måske bare lidt glemt at læse om det dyr, før de fik ham – for sådan gør de altså. Men han er vant til at blive nusset og selvom han lugter meget markant, har jeg haft ham liggende i hånden, mens han greb fast med sine kløer om mit håndled og nød at blive nusset.
Og så er jeg igen blevet forfulgt af hr. skildpadde. Han er virkelig sindssyg. Jeg skulle plukke græs til alle gæssene nede hvor han bor, men jeg måtte ikke rigtig for ham. Først gemte han sig bag noget græs og da jeg kiggede væk, kom han løbende mod mig, gemte sit hoved i sit skjold og stødte det der kæmpe tunge skjold hen mod mig. Så jeg endte med at gå rundt i cirkler og plukke græs, for hver eneste gang jeg stod stille mere end et halvt minut, kom hr. skildpadde mod mig og ville slås. Han prøvede også at vælte min spand, jeg havde græsset i. Det lykkedes ham dog kun at skubbe spanden væk fra mig. Og da der så kom en anden skildpadde, der var halvt så stor som hr. Skildpadde, farede han mod den og lavede præcis samme nummer og tyrede sit skjold lige i hovedet på stakkels lille skildpadde. Den må være traumatiseret i sin barn – det må være derfor, den er så voldelig.
I dag er det mandag og jeg har snart været væk hjemmefra min kære lejlighed i en uge. Jeg savner min seng, som den var før, jeg tog topmadrassen af den og lånte den til Ronja. Vi havde nemlig et problem. Min kæreste syntes, at min seng var for blød at sove i, og Ronjas kæreste syntes, at Ronjas seng var for hård. Så i stedet for at bytte partnere, fik hun min topmadras ind. Ronja og jeg er nogle gode kærester, siger jeg jer!
Men den her seng jeg sover i hernede er endnu hårdere end min seng derhjemme uden topmadras. Og det er ikke ligefrem behageligt, synes jeg. Men måske er det sundt nok.
Jeg håber virkelig, at jeg kommer på nettet i dag. Jeg skal have skrevet en mail til gyldendal, for jeg glemte helt at afbestille månedens bog, inden jeg rejste. Og så skal jeg vise jer de her billeder!
16.59
Mission internet mislykkedes delvist.
Da jeg fik fri, skyndte jeg mig tilbage til huset. Den nye frivillige var ankommet og jeg hilste pænt på hende. Morgan, hedder hun. Hun kommer fra Frankrig, er 22 år og skal være her i tre måneder. Hun har valgt et andet rum at sove i, hvilket passer mig fint. Så kan jeg trække mig tilbage og lukke døren, hvis jeg vil have lidt fred. Hun ville gerne med mig op til internettet, hvilket også var helt fint. Vi fik et lift derop, men da vi ankom, var internettet åbenbart lukket. Det havde det været i en måned, sagde søde lille inder-kvinde, der styrede stedet (som også var et apotek!). Men så sagde en kunde til os, at hun havde internet derhjemme, som vi kunne låne. Vi blev bare nødt til at købe noget først. Så det gjorde jeg. For 12 rand. Og jeg fik en kvittering og sammen med Morgan, gik vi ud til kvinden i bilen. Det var en åben bil med lad omme bagpå, hvor der sad tre skoledrenge. Hun så fin ud, hende damen, og virkede sød. Jeg fik pladsen omme bagpå med skoledrengene. Så der sad jeg med fem helt nye mennesker på et lad bag en bil for første gang og fik vind i håret og sol i øjnene.
Eventyr – det får man nok af her i Sydafrika.
Men vi kom så ind til computerrummet, hvor der var en kæmpe apple-computer-ting. Hun sagde, at vi ikke havde så meget tid, så vi skulle skynde os. Morgane gik på først og jeg begyndte at stresse fordi hun skulle på facebook og alt muligt. Og da jeg kom på, nåede jeg kun akkurat lige at publicere det, jeg havde skrevet på min egen computer, før tiden løb ud.
Hun var virkelig sød, hende damen, og hun sagde, at vi godt måtte komme igen, hvis vi ville. Vi skulle bare købe nogle flere af de der ting, som jeg ikke helt forstod. Men man får en kode og så kommer man på internettet.
Men jeg tænker, at jeg godt kunne bruge et ordentligt sted, hvor jeg kan sidde mere end 3 minutter. Så måske kan Morgan og jeg splejse en taxa til et andet indkøbscenter, hvor de har internet, der forhåbentligt virker.
Ellers skal jeg være fræk at spørge dem her på stedet. Måske kan jeg betale mig fra det, hvis jeg er heldig. Og koble mig op fra min egen computer. Det kunne virkelig være godt.
Nå.. men her slutter eventyret ikke. For vi skulle jo tilbage til centeret igen. Og damen havde forklaret Morgan vejen, så jeg håbede, hun havde fået fat på det. Men det havde hun ikke helt. Vi spurgte så en mand, der førte os i den helt modsatte retning, og vi var rimelig forvirrede og fortabt og anede hverken hvor vi kom fra eller hvor vi skulle hen. Men så kom min mobil mig igen til undsætning! Google maps – I LOVE YOU! Godt nok nåede vi at gå en kæmpe omvej, fordi der manglede vejskilte og google maps ikke rigtig gad opdatere, men vi nåede frem til huset, hvilket var skønt.
Så nu sidder Morgan og jeg her i hver vores stol og skriver på vores laptops. Jeg tror jeg vil begynde på noget mad, for min mave brokker sig lidt.
Hun virker sød nok, hende Morgan. Men hun var lidt sur, da vi gik rundt og var faret vild. Jeg prøvede at holde optimismen høj. Jeg fik i det mindste set lidt af området! Og vi nåede hjem over en time før, det blev mørkt.
Jeg bliver nødt til at sige det igen. Google maps og min skønne mobil – I LOVE YOU!
20.09
Jeg ligger inde i min seng med stearinlys. Jeg tror, jeg har fået sol i hovedet i dag, for jeg brænder lidt. Morgan er sød nok. Jeg lavede mad til os, hvilket hun var glad for og så tog jeg et langt varmt karbad. Man bliver beskidt af at arbejde her!
Jeg er ret træt og klokken er altså kun otte. Det føles bare som om den er mindst 22.
Godnat I prinser af Maine, konger af New Orleans.
21.09
Nanna vs. Kakerlak – 2-3
Det viste sig så, at hr. kakerlak både havde en kæreste og et barn. Jeg dræbte moderen, men barnet var for hurtig. Nu har jeg lært, at de også kravler på vægge. Hold kæft hvor er de klamme og hurtige!
Så babykakerlak gemmer sig ved håndvasken på mit badeværelse. Skønt!
21. September
Nanna (der ikke er fra Tyskland!) og kakerlakkerne
12.21
Fuck, så er min microsoft office udløbet og jeg kan ikke komme ind i word. Og den produktnøgle, som jeg troede, jeg havde under min computer, virker ikke.
Nå, gode gamle notesblok. Så må jeg bruge dig!
Der er middagspause nu og jeg har snakket med Morgan om at tage hen til et center, når vi har fået fri. Et større center, hvor de forhåbentlig har internet, der virker.
Jeg er godt nok træt i dag. Den gåtur i går tog alligevel hårdt på mig, tror jeg.
Ellers så har jeg det godt nok. Vi var ude og slippe nogle tudser løs i dag i en naturpark, hvor vi både så red duiker, zebraer og antiloper. Det var ret sejt.
Jeg glæder mig til mine to fridage torsdag og fredag. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil finde på, men det bliver dejligt at have lidt fri.
19.56
Så er jeg tilbage i huset. Mine tæer lugter og jeg har dræbt to kakerlakker til. Så Nanna vs. kakerlak 4-0. Jeg fandt noget kakerlak-gift, hvilket hjalp ret godt på det hele. Fuck hvor mine tæer lugter. Puha, jeg kender vist nogen, der skal have et lille bad.
Jeg har haft en god dag, men jeg har været tappet for energi og nu er jeg bare død, som i døddøddød d ø d. Vi havde fået til opgave at lave "enrichments" for mange af dyrene og jeg har gået og tænkt lidt over det de sidste par dage. Især til aberne. Men det endte med, at jeg udhulede frugter og proppede honning og peanutbutter, nødder og solsikkekerner ind i. Og til fuglene stak jeg maden på grene, ligeså gjorde jeg med kyllingehjerterne til søde Timmie og Banded Mongoose. Jeg fik ros!
Kelly er den, jeg fungerer bedst med her på stedet. Kelly og Sue. Det er også de to, jeg har arbejdet mest med hele weekenden, men de er simpelthen nogle dejlige mennesker. Kelly er en tøs på 30 med kort hård og temperament. Men hun er samtidig utrolig varm og tilgængelig, når man først lige er kommet lidt ind på livet af hende. Hun siger, at hun aldrig skal have børn. Dyrene er hendes børn.
Men det var rigtig lækkert at Kelly sagde: "I'm so proud of you girl!!"
Jeg har jo skullet guide Morgane rundt hele dagen i hvad og hvilket og hvordan. Så pludselig fra at være den nye, er jeg blevet hende, der hjælper den nye. Det har krævet meget overblik, men det fungerer. Jeg er god til at lede, hvis jeg bliver sat til det. På en sød og god måde, tror jeg. Morgan er ikke så god til engelsk, hun siger "whau?" meget med den der franske accent. Men jeg synes bedre og bedre om hende. Hun er i hvert fald meget tilgængelig. Men jeg tror hun har herpes i øjet. Hun sagde i hvert fald érpes, og nu hvor jeg har en kæreste, der er god til det der fransk, kan jeg gætte mig til, at der måske skal et lille H foran. Så Hérpes.
Og jeg gider altså ikke til at have hverken herpes eller erpes! Don't you mess with my towel, girl!
Men vi fik altså arrangeret en taxa til det her store shopping center, hvor der var internet. Selvfølgelig starter jeg ud med at få en computer, der ikke fungerer, så jeg bruger flere minutter på bare at vente. Jeg får så en ny computer og endelig - kontakt med omverdenen! Jeg fik en time på nettet, men kunne sagtens have brugt fem. Endelig fik jeg lagt billeder ud! Godt nok ikke på min blog, selvom jeg prøvede, men de kom ud på facebook. Så nu kan I også se hvad der sker hernede. Kelly er hende, jeg har taget billeder af.
Men nøj hvor var det lækkert. Jeg fik chattet med begge mine Rasmus'er og det var simpelthen sådan en dejlig fornemmelse lige der i min mave. Nu er jeg blevet fyldt, så jeg kan holde lidt til det igen.
Jeg nyder det mere for hver dag, der går. Og sikke en forandring, at huset er blevet fyldt ud med endnu et menneske. Hvis der var gået mange flere dage, var jeg altså blevet skør i hovedet. Nanna og kakerlakkerne. De første dage rendte jeg jo også rundt og video-filmede mig selv, mens jeg snakkede. Det har jeg droslet ned. Jeg behøver ikke bruge mit stemmebånd så meget.
Hold kæft hvor de tæer lugter. Så gå dog ud og få et fodbad, kvindemenneske!
Men efter mit andet blogindlæg om de der kakerlak-spørgsmål, har jeg fået hjælp af kyndige kakerlak-mennesker. Så nu ved jeg lidt mere om de små lille sataner. De kan bare komme an, kan de! Jeg har nemlig fundet gift nu!
Jeg er træt, men glad.
Det her er en oplevelse for livet og jeg nyder det. Men derfor savner jeg jer stadig.
Og jeg siger jer - mit engelsk bliver forbedret for hver time!
Hov, lige en ting til.
HVORFOR TROR ALLE, JEG ER FRA TYSKLAND?!?!
Alle de folk, der har spurgt mig, hvor jeg kommer fra ved hverken hvor Danmark er eller tror Danmark er en del af Tyskland?! Hvem fanden har givet dem den stupide idé?
Morgan og jeg stødte ind i en fyr i centeret, da vi skulle ringe efter en taxa. "So where are you from, ladies?" Og Morgan siger så France, jeg siger Denmark. "Ohohoh France, I looove France, I would like to go there some time.. bla.. bla.. bla.." og så henvender han sig til mig: "So what soccerplayers do you have in Germany?" og det tog ham ret lang tid før han fattede, at Danmark ikke var det nordlige af Tyskland. Nej, Danmark har ikke et fodboldhold, der hedder Bayern-München!
Åh suk..
Vi stødte også på en dame, der ville sælge produkter til os. Hun blev ved med at nævne tyske navne, da jeg havde sagt, at jeg var fra Danmark. Helt ærligt altså.
Jeg er stolt og glad for, at jeg kommer fra Danmark. Så det rusker lidt op i min national-følelse, når folk vil have mig til at bo i Tyskland.
20.39
Jeg har savnet hvidt brød!
Åhhhh, endelig brød i min mave. Hvidt, dejligt, kulhydrat-fyldt brød! Mmmm Mmmm Mmmm!
Nanna (der ikke er fra Tyskland!) og kakerlakkerne
12.21
Fuck, så er min microsoft office udløbet og jeg kan ikke komme ind i word. Og den produktnøgle, som jeg troede, jeg havde under min computer, virker ikke.
Nå, gode gamle notesblok. Så må jeg bruge dig!
Der er middagspause nu og jeg har snakket med Morgan om at tage hen til et center, når vi har fået fri. Et større center, hvor de forhåbentlig har internet, der virker.
Jeg er godt nok træt i dag. Den gåtur i går tog alligevel hårdt på mig, tror jeg.
Ellers så har jeg det godt nok. Vi var ude og slippe nogle tudser løs i dag i en naturpark, hvor vi både så red duiker, zebraer og antiloper. Det var ret sejt.
Jeg glæder mig til mine to fridage torsdag og fredag. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil finde på, men det bliver dejligt at have lidt fri.
19.56
Så er jeg tilbage i huset. Mine tæer lugter og jeg har dræbt to kakerlakker til. Så Nanna vs. kakerlak 4-0. Jeg fandt noget kakerlak-gift, hvilket hjalp ret godt på det hele. Fuck hvor mine tæer lugter. Puha, jeg kender vist nogen, der skal have et lille bad.
Jeg har haft en god dag, men jeg har været tappet for energi og nu er jeg bare død, som i døddøddød d ø d. Vi havde fået til opgave at lave "enrichments" for mange af dyrene og jeg har gået og tænkt lidt over det de sidste par dage. Især til aberne. Men det endte med, at jeg udhulede frugter og proppede honning og peanutbutter, nødder og solsikkekerner ind i. Og til fuglene stak jeg maden på grene, ligeså gjorde jeg med kyllingehjerterne til søde Timmie og Banded Mongoose. Jeg fik ros!
Kelly er den, jeg fungerer bedst med her på stedet. Kelly og Sue. Det er også de to, jeg har arbejdet mest med hele weekenden, men de er simpelthen nogle dejlige mennesker. Kelly er en tøs på 30 med kort hård og temperament. Men hun er samtidig utrolig varm og tilgængelig, når man først lige er kommet lidt ind på livet af hende. Hun siger, at hun aldrig skal have børn. Dyrene er hendes børn.
Men det var rigtig lækkert at Kelly sagde: "I'm so proud of you girl!!"
Jeg har jo skullet guide Morgane rundt hele dagen i hvad og hvilket og hvordan. Så pludselig fra at være den nye, er jeg blevet hende, der hjælper den nye. Det har krævet meget overblik, men det fungerer. Jeg er god til at lede, hvis jeg bliver sat til det. På en sød og god måde, tror jeg. Morgan er ikke så god til engelsk, hun siger "whau?" meget med den der franske accent. Men jeg synes bedre og bedre om hende. Hun er i hvert fald meget tilgængelig. Men jeg tror hun har herpes i øjet. Hun sagde i hvert fald érpes, og nu hvor jeg har en kæreste, der er god til det der fransk, kan jeg gætte mig til, at der måske skal et lille H foran. Så Hérpes.
Og jeg gider altså ikke til at have hverken herpes eller erpes! Don't you mess with my towel, girl!
Men vi fik altså arrangeret en taxa til det her store shopping center, hvor der var internet. Selvfølgelig starter jeg ud med at få en computer, der ikke fungerer, så jeg bruger flere minutter på bare at vente. Jeg får så en ny computer og endelig - kontakt med omverdenen! Jeg fik en time på nettet, men kunne sagtens have brugt fem. Endelig fik jeg lagt billeder ud! Godt nok ikke på min blog, selvom jeg prøvede, men de kom ud på facebook. Så nu kan I også se hvad der sker hernede. Kelly er hende, jeg har taget billeder af.
Men nøj hvor var det lækkert. Jeg fik chattet med begge mine Rasmus'er og det var simpelthen sådan en dejlig fornemmelse lige der i min mave. Nu er jeg blevet fyldt, så jeg kan holde lidt til det igen.
Jeg nyder det mere for hver dag, der går. Og sikke en forandring, at huset er blevet fyldt ud med endnu et menneske. Hvis der var gået mange flere dage, var jeg altså blevet skør i hovedet. Nanna og kakerlakkerne. De første dage rendte jeg jo også rundt og video-filmede mig selv, mens jeg snakkede. Det har jeg droslet ned. Jeg behøver ikke bruge mit stemmebånd så meget.
Hold kæft hvor de tæer lugter. Så gå dog ud og få et fodbad, kvindemenneske!
Men efter mit andet blogindlæg om de der kakerlak-spørgsmål, har jeg fået hjælp af kyndige kakerlak-mennesker. Så nu ved jeg lidt mere om de små lille sataner. De kan bare komme an, kan de! Jeg har nemlig fundet gift nu!
Jeg er træt, men glad.
Det her er en oplevelse for livet og jeg nyder det. Men derfor savner jeg jer stadig.
Og jeg siger jer - mit engelsk bliver forbedret for hver time!
Hov, lige en ting til.
HVORFOR TROR ALLE, JEG ER FRA TYSKLAND?!?!
Alle de folk, der har spurgt mig, hvor jeg kommer fra ved hverken hvor Danmark er eller tror Danmark er en del af Tyskland?! Hvem fanden har givet dem den stupide idé?
Morgan og jeg stødte ind i en fyr i centeret, da vi skulle ringe efter en taxa. "So where are you from, ladies?" Og Morgan siger så France, jeg siger Denmark. "Ohohoh France, I looove France, I would like to go there some time.. bla.. bla.. bla.." og så henvender han sig til mig: "So what soccerplayers do you have in Germany?" og det tog ham ret lang tid før han fattede, at Danmark ikke var det nordlige af Tyskland. Nej, Danmark har ikke et fodboldhold, der hedder Bayern-München!
Åh suk..
Vi stødte også på en dame, der ville sælge produkter til os. Hun blev ved med at nævne tyske navne, da jeg havde sagt, at jeg var fra Danmark. Helt ærligt altså.
Jeg er stolt og glad for, at jeg kommer fra Danmark. Så det rusker lidt op i min national-følelse, når folk vil have mig til at bo i Tyskland.
20.39
Jeg har savnet hvidt brød!
Åhhhh, endelig brød i min mave. Hvidt, dejligt, kulhydrat-fyldt brød! Mmmm Mmmm Mmmm!
22. September
Det handler om at handle
19.06
Jeg er kok i dag. I går lavede Morgan mad, jeg tog opvasken. I dag gør vi det omvendt. Så mens det simrer og koger ude i køkkenet, kan jeg lige opdate lidt omkring i dag.
Jeg var godt nok ikke oplagt her til morges, da jeg stod op halv seks. Det er altså alt for tidligt! Så de første to timer gik jeg bare sløvt omkring og lavede alting lidt langsommere, end jeg plejer. Men så fik jeg min kaffe!
Morgan stiller stadig mange spørgsmål. Det er svært, for hun ved ikke hvad ¾ dele af det mad vi skal forberede, hedder på engelsk. Så når hun kigger på listen, spørger hun meget. Men jeg er sød og prøver at forklare det eller viser det til hende.
Omkring 10 skulle én af os ud og shoppe, men Morgan synes ikke, jeg skulle tage af sted, for så havde hun ingen at spørge om tingene (hvordan tror hun, at jeg klarede mig de første 4 dage?). Men det endte så med, at vi begge fik lov til at tage af sted her første gang, så vi vidste hvad det handlede om, det der med at handle. Så vi tog i Pick’n’pay med en pensioneret mand, der hed Chris. Vi havde et budget og så måtte vi ellers bare købe løs af alt, der hedder ordentligt mad. Men jeg blev lidt forbavset, da vi ikke måtte købe danskvand, men godt måtte købe juice og mælk. Han sagde, at vi havde vand løbende ud af hanerne, hvilket han plejede at kunne klare sig med. Men jeg har ikke lyst til bare at drikke fra hanen - det kan godt være, at ham Chris kan gøre det, fordi han har vænnet sig til bakterierne, men det kan jeg altså ikke. Jeg kom til at drikke et glas af deres vand, fordi det var forklædt oppe på klinikken i noget, der lignede købevand. Og det der kom ud af mig bagefter ,var altså ikke ligefrem sjovt.
Men ellers fik vi købt en masse ting, så vi kan holde os en uge. Nu må vi se, om det vi har købt, rækker.
Jeg har fri i morgen og fredag, hvilket virkelig bliver herligt. Jeg kan sove længe!! Og så må jeg se, hvad jeg ellers kan finde på. Morgan må ikke få fri samtidig med mig og omvendt, så jeg kan ikke rigtig tage på nogle udflugter, medmindre det er til et shoppingcenter. Det er åbenbart det eneste sted, der er sikkert i det her land. Jeg er virkelig forbavset over alt det her sikkerhed, som man skal vise. Den her forsigtighed. Det er noget af et kulturchok fra lille trygge Danmark. Selvfølgelig har vi også steder, hvor det ikke er sikkert at færdes, men her er det overalt! Folk har tykke hængelåse og sindssyge overvågningssystemer og man kan købe skydevåben i håndkøb lovligt. Hvis man kører nogle steder, låser folk deres bildøre, så ingen kan hoppe ind og overfalde én. Man må ikke gå alene, man må ikke gå ud, når det er mørkt, man må kun gå på åbne veje, hvor der er andre folk og man skal ikke vise, at man har en god tøjstil. Helst skal man bare ligne alt andet end det man er - en forvirret turist fra Europa, der bare gerne vil ud og tage nogle billeder, snuse til lidt kultur og se sig omkring. Men det er godt nok mere besværligt, end jeg havde forestillet mig, det ville være.
Men jeg skal nok passe på. Jeg skal nok komme hjem i ét helt stykke.
Angående det der google maps. Min storebror Rasmus spurgte mig, om jeg havde tjekket, om det ikke kostede en bondegård. Nej, det har jeg ikke rigtig. Og jeg havde godt selv tænkt tanken, men jeg var alligevel fornuftig nok til at bruge google maps, når vi nu var faret vild og virkelig blev nødt til at være hjemme inde mørkets frembrud, som allerede sker seks. Så må jeg betale prisen, når jeg kommer hjem. Det er fair nok. Og se hvor fornuftig og dygtig jeg er til at passe på mig selv. Uden google maps var vi sikkert stadig gået rundt på pinguine-walk eller var blevet overfaldet bag et træ. I kan trygt regne med, at jeg passer på mig selv! Men det er godt nok hårdt, at være så forsigtig og låst. Hvis jeg nu var en stor stærk mand, ville der ingen problemer være. Så kunne jeg færdes lige præcis hvor jeg ville. Men fordi jeg er en pige uden sindssyge tydelige muskler og med europæisk look, så er jeg den, der er i den største farezone, når jeg færdes hernede. Det er bare frustrerende! Hvorfor er jeg ikke en stor stærk mand?!?
Apropos store stærke mænd. Jeg var inde på et apotek i går i det der shoppingcenter, og der havde de to kæmpe hylder fyldt med proteinpulver og alt muligt gejl + kæmpe billeder af muskelmænd. Det er godt nok ikke lige noget man ser på et apotek i Danmark. Det fyldte nærmest halvdelen af pladsen!
21.20
Jeg synes mere og mere om Morgan, jo mere vi får snakket sammen. Det var rart at snakke med hende om det at have hjemve. Hun har haft det meget værre end mig! Hun sagde, hun græd det meste af flyveturen og er bange for at få sine fridage og være alene, for så kommer hun til at savne dem derhjemme for meget. Det er rart at vide, at jeg ikke er helt unormal. At det faktisk er meget normalt at savne det derhjemme, selvom det er den vildeste oplevelse det her. Jeg er et heldigt menneske, der har fået lov til at opleve det her. Men hvorfor kan I ikke alle sammen være i min backpacker, så jeg kan tage jer frem og lave kaffe og the til jer, når jeg lige vil snakke lidt?
Se det kunne være smart.
Men der er kun tre uger tilbage. Det går stærkt.
Hvad skal jeg lave på mine to fridage?
Tage lidt sol, bage en kage?
Jeg har sat Ratatouille over nu. Ikke maden, filmen. Så den vil jeg hygge mig lidt med. Morgan er gået i seng, men jeg kan jo sove længe i morgen. Juuuhuuuuwuuu..
Jeg tog mig selv i at tælle på engelsk i mit hoved tidligere. Da jeg skulle fange melorme.
Det handler om at handle
19.06
Jeg er kok i dag. I går lavede Morgan mad, jeg tog opvasken. I dag gør vi det omvendt. Så mens det simrer og koger ude i køkkenet, kan jeg lige opdate lidt omkring i dag.
Jeg var godt nok ikke oplagt her til morges, da jeg stod op halv seks. Det er altså alt for tidligt! Så de første to timer gik jeg bare sløvt omkring og lavede alting lidt langsommere, end jeg plejer. Men så fik jeg min kaffe!
Morgan stiller stadig mange spørgsmål. Det er svært, for hun ved ikke hvad ¾ dele af det mad vi skal forberede, hedder på engelsk. Så når hun kigger på listen, spørger hun meget. Men jeg er sød og prøver at forklare det eller viser det til hende.
Omkring 10 skulle én af os ud og shoppe, men Morgan synes ikke, jeg skulle tage af sted, for så havde hun ingen at spørge om tingene (hvordan tror hun, at jeg klarede mig de første 4 dage?). Men det endte så med, at vi begge fik lov til at tage af sted her første gang, så vi vidste hvad det handlede om, det der med at handle. Så vi tog i Pick’n’pay med en pensioneret mand, der hed Chris. Vi havde et budget og så måtte vi ellers bare købe løs af alt, der hedder ordentligt mad. Men jeg blev lidt forbavset, da vi ikke måtte købe danskvand, men godt måtte købe juice og mælk. Han sagde, at vi havde vand løbende ud af hanerne, hvilket han plejede at kunne klare sig med. Men jeg har ikke lyst til bare at drikke fra hanen - det kan godt være, at ham Chris kan gøre det, fordi han har vænnet sig til bakterierne, men det kan jeg altså ikke. Jeg kom til at drikke et glas af deres vand, fordi det var forklædt oppe på klinikken i noget, der lignede købevand. Og det der kom ud af mig bagefter ,var altså ikke ligefrem sjovt.
Men ellers fik vi købt en masse ting, så vi kan holde os en uge. Nu må vi se, om det vi har købt, rækker.
Jeg har fri i morgen og fredag, hvilket virkelig bliver herligt. Jeg kan sove længe!! Og så må jeg se, hvad jeg ellers kan finde på. Morgan må ikke få fri samtidig med mig og omvendt, så jeg kan ikke rigtig tage på nogle udflugter, medmindre det er til et shoppingcenter. Det er åbenbart det eneste sted, der er sikkert i det her land. Jeg er virkelig forbavset over alt det her sikkerhed, som man skal vise. Den her forsigtighed. Det er noget af et kulturchok fra lille trygge Danmark. Selvfølgelig har vi også steder, hvor det ikke er sikkert at færdes, men her er det overalt! Folk har tykke hængelåse og sindssyge overvågningssystemer og man kan købe skydevåben i håndkøb lovligt. Hvis man kører nogle steder, låser folk deres bildøre, så ingen kan hoppe ind og overfalde én. Man må ikke gå alene, man må ikke gå ud, når det er mørkt, man må kun gå på åbne veje, hvor der er andre folk og man skal ikke vise, at man har en god tøjstil. Helst skal man bare ligne alt andet end det man er - en forvirret turist fra Europa, der bare gerne vil ud og tage nogle billeder, snuse til lidt kultur og se sig omkring. Men det er godt nok mere besværligt, end jeg havde forestillet mig, det ville være.
Men jeg skal nok passe på. Jeg skal nok komme hjem i ét helt stykke.
Angående det der google maps. Min storebror Rasmus spurgte mig, om jeg havde tjekket, om det ikke kostede en bondegård. Nej, det har jeg ikke rigtig. Og jeg havde godt selv tænkt tanken, men jeg var alligevel fornuftig nok til at bruge google maps, når vi nu var faret vild og virkelig blev nødt til at være hjemme inde mørkets frembrud, som allerede sker seks. Så må jeg betale prisen, når jeg kommer hjem. Det er fair nok. Og se hvor fornuftig og dygtig jeg er til at passe på mig selv. Uden google maps var vi sikkert stadig gået rundt på pinguine-walk eller var blevet overfaldet bag et træ. I kan trygt regne med, at jeg passer på mig selv! Men det er godt nok hårdt, at være så forsigtig og låst. Hvis jeg nu var en stor stærk mand, ville der ingen problemer være. Så kunne jeg færdes lige præcis hvor jeg ville. Men fordi jeg er en pige uden sindssyge tydelige muskler og med europæisk look, så er jeg den, der er i den største farezone, når jeg færdes hernede. Det er bare frustrerende! Hvorfor er jeg ikke en stor stærk mand?!?
Apropos store stærke mænd. Jeg var inde på et apotek i går i det der shoppingcenter, og der havde de to kæmpe hylder fyldt med proteinpulver og alt muligt gejl + kæmpe billeder af muskelmænd. Det er godt nok ikke lige noget man ser på et apotek i Danmark. Det fyldte nærmest halvdelen af pladsen!
21.20
Jeg synes mere og mere om Morgan, jo mere vi får snakket sammen. Det var rart at snakke med hende om det at have hjemve. Hun har haft det meget værre end mig! Hun sagde, hun græd det meste af flyveturen og er bange for at få sine fridage og være alene, for så kommer hun til at savne dem derhjemme for meget. Det er rart at vide, at jeg ikke er helt unormal. At det faktisk er meget normalt at savne det derhjemme, selvom det er den vildeste oplevelse det her. Jeg er et heldigt menneske, der har fået lov til at opleve det her. Men hvorfor kan I ikke alle sammen være i min backpacker, så jeg kan tage jer frem og lave kaffe og the til jer, når jeg lige vil snakke lidt?
Se det kunne være smart.
Men der er kun tre uger tilbage. Det går stærkt.
Hvad skal jeg lave på mine to fridage?
Tage lidt sol, bage en kage?
Jeg har sat Ratatouille over nu. Ikke maden, filmen. Så den vil jeg hygge mig lidt med. Morgan er gået i seng, men jeg kan jo sove længe i morgen. Juuuhuuuuwuuu..
Jeg tog mig selv i at tælle på engelsk i mit hoved tidligere. Da jeg skulle fange melorme.
23. September
Don’t eat my cream cheese!
16.59
Min første fridag siden jeg ankom her til Afrika, og jeg har brugt den på at slappe fuldstændig af.
Jeg sov mærkeligt i nat; vågnede allerede to timer efter, jeg havde lagt mig til at sove, vågnede igen klokken fem, klokken otte, og så stod jeg op, da klokken var ti. Der var en myg, der irriterede mig omkring klokken fem. Og Morgan gjorde mig bange i går, inden hun gik i seng. Hun tager nemlig malaria-piller, da hun havde fået at vide, at vi var i risky-zone. Men jeg har både tjekket på flere hjemmesider og ringet ind til institut for vaccinationer og spurgt præcis om det sted, jeg er i - og der skulle jeg ikke være i nogen risky-zone overhovedet. Kun hvis jeg vil op til en park, der ligger langt nord på. Men jeg blev alligevel nervøs, når hun tager de piller. Hvem har ret? Frankrig eller Danmark? I hvert fald gik jeg ekstra meget i forsvars-irritation, da jeg havde besøg af en myg i nat. Det var meget meget frustrerende, og jeg ved ikke om jeg fik den slået ihjel. Den stoppede i hvert fald med at summe på et tidspunkt. Men jeg fik tre myggestik, og i dag har jeg tænkt meget over om hvad fanden jeg gør, hvis jeg får malaria. Men jeg har forhelvede ringet ind til center for vaccinationer i Danmark, hvor jeg fik det samme at vide, som jeg selv havde undersøgt på flere hjemmesider. Det må jeg stole på. Morgan har givet 3500 kroner for sine piller for tre måneder. Og jeg skulle have givet 1000.. Det er virkelig dumme penge at give ud, hvis det ikke er nødvendigt. Så jeg må bare stole på det, jeg har fået at vide.
Jeg har haft brug for den her dag, hvor det bare har været mig. Det er sjovt, at når man bliver tvunget til at være alene, føler man sig ensom, og når man bliver tvunget til at være sammen med nogen, kan man blive irritabel og vil egentlig bare gerne være sig selv. Sådan har jeg haft det i dag. Morgan kom tilbage i sin middagspause med en eller anden, som jeg ikke har set før. Det var en ny lokal frivillig. Og Morgan diskede op med en masse mad til de to, iinklusiv det mad, som jeg har købt selv for mine egne penge. Jeg ved godt, det er lidt latterligt, men på en eller anden måde, er det bare lidt respektløst at hive de ting frem, som jeg har betalt for af egen lomme, uden at spørge mig. Én ting er, at pigen spiser af vores fælles mad, som Morgan og jeg jo har forudbetalt penge til, men så spiser hun fandeme også min smørost!! Øj, hvor blev jeg lidt irritabel. Men uden at sige noget, gik jeg ind på mit værelse, lukkede døren og satte en lydbog i ørene. Og min irritation forsvandt da også, da jeg vågnede igen og Morgan var kommet tilbage. Jeg er åbenbart bare ret glad for, at man lige spørger om tingene først. Høflighed er altså noget, jeg godt kan lide. Og nu har jeg ikke mere smørost! Godt jeg har gemt chokoladekiksene inde i min rygsæk, selvom de måske godt kunne have behov for et køleskab i den her varme. Og de smager ikke engang særlig godt, så selvom de ligger lige ved siden af min seng, kan jeg overraskende nok lade dem være.
Al den snak om mad, gør mig sulten.
Jeg skal have fundet ud af, hvad jeg vil lave i morgen på min anden fridag. Jeg har brugt omkring 600 rand allerede (omkring 500 kroner). Så jeg har omkring 400 rand, jeg kan bruge i morgen, hvis jeg vil holde mit budget til lommepenge. Det kunne der godt komme en taxa-tur ud af. Men hvor skal jeg tage hen? Endnu et shoppingcenter? Hmm.. Det er besværligt, at være pige lige nu.
Jeg tror, at hvis jeg nogen sinde skal til Afrika igen, må jeg lære selvforsvar og taekwondo eller noget. For det er sgu da lidt nederen at sidde på et kontinent, man aldrig har været på før og så ikke få lov til at opleve ting, fordi folk kommer og overfalder én. Eller også skal jeg bare have en mand med.
Hvorfor kender jeg ingen mænd i Afrika?
20.30
Morgan ville se en film og jeg fik lov til at vælge mellem Serving Sara eller Stuck on you. De så lige dårlige ud, men da jeg svagt kunne erindre, at jeg engang for lang tid siden havde set Stuck on you, blev det Serving Sara. Og ja, nogen gange skal man dømme bogen på dens omslag, for det var dog en helt forfærdelig film.
I morgen vil jeg bage chokolademuffins, fordi Sue har fødselsdag. Og så vil jeg nok hjælpe lidt til alligevel, selvom det er min fridag. Måske tage nogle flere billeder. I skal også se Timmie! Når Morgan får fri, går vi op til det lillebitte center, hvor de har internet, som er lukket for tiden, hvilket er meget irriterende!! Men hun skal have cigaretter og jeg frimærker. Ja, ja, der er nogen der måske er heldige at få en afrikansk hilsen!
Alle ryger her på stedet. Jeg drikker bare kaffe i stedet for.
Jeg savner Mojo, selvom jeg er jo er midt i et dyre-eventyr. Men Mojo er jo min Moho. Jeg er sikker på, at hun får fanget en masse fugle, mit eget lille rovdyr!
Jeg har ikke hilst på flere kakerlakker. Jeg fik dræbt tre små med giften. De lå og rallede ude på badeværelsegulvet. Så længe de er ikke er lige så store, som den første, jeg dræbte - så kan jeg godt lige overleve. Men den var altså lige lidt for enorm.
Er det rigtigt, at hvis man slår dem ihjel inden for, kommer der flere pga. duften?
Don’t eat my cream cheese!
16.59
Min første fridag siden jeg ankom her til Afrika, og jeg har brugt den på at slappe fuldstændig af.
Jeg sov mærkeligt i nat; vågnede allerede to timer efter, jeg havde lagt mig til at sove, vågnede igen klokken fem, klokken otte, og så stod jeg op, da klokken var ti. Der var en myg, der irriterede mig omkring klokken fem. Og Morgan gjorde mig bange i går, inden hun gik i seng. Hun tager nemlig malaria-piller, da hun havde fået at vide, at vi var i risky-zone. Men jeg har både tjekket på flere hjemmesider og ringet ind til institut for vaccinationer og spurgt præcis om det sted, jeg er i - og der skulle jeg ikke være i nogen risky-zone overhovedet. Kun hvis jeg vil op til en park, der ligger langt nord på. Men jeg blev alligevel nervøs, når hun tager de piller. Hvem har ret? Frankrig eller Danmark? I hvert fald gik jeg ekstra meget i forsvars-irritation, da jeg havde besøg af en myg i nat. Det var meget meget frustrerende, og jeg ved ikke om jeg fik den slået ihjel. Den stoppede i hvert fald med at summe på et tidspunkt. Men jeg fik tre myggestik, og i dag har jeg tænkt meget over om hvad fanden jeg gør, hvis jeg får malaria. Men jeg har forhelvede ringet ind til center for vaccinationer i Danmark, hvor jeg fik det samme at vide, som jeg selv havde undersøgt på flere hjemmesider. Det må jeg stole på. Morgan har givet 3500 kroner for sine piller for tre måneder. Og jeg skulle have givet 1000.. Det er virkelig dumme penge at give ud, hvis det ikke er nødvendigt. Så jeg må bare stole på det, jeg har fået at vide.
Jeg har haft brug for den her dag, hvor det bare har været mig. Det er sjovt, at når man bliver tvunget til at være alene, føler man sig ensom, og når man bliver tvunget til at være sammen med nogen, kan man blive irritabel og vil egentlig bare gerne være sig selv. Sådan har jeg haft det i dag. Morgan kom tilbage i sin middagspause med en eller anden, som jeg ikke har set før. Det var en ny lokal frivillig. Og Morgan diskede op med en masse mad til de to, iinklusiv det mad, som jeg har købt selv for mine egne penge. Jeg ved godt, det er lidt latterligt, men på en eller anden måde, er det bare lidt respektløst at hive de ting frem, som jeg har betalt for af egen lomme, uden at spørge mig. Én ting er, at pigen spiser af vores fælles mad, som Morgan og jeg jo har forudbetalt penge til, men så spiser hun fandeme også min smørost!! Øj, hvor blev jeg lidt irritabel. Men uden at sige noget, gik jeg ind på mit værelse, lukkede døren og satte en lydbog i ørene. Og min irritation forsvandt da også, da jeg vågnede igen og Morgan var kommet tilbage. Jeg er åbenbart bare ret glad for, at man lige spørger om tingene først. Høflighed er altså noget, jeg godt kan lide. Og nu har jeg ikke mere smørost! Godt jeg har gemt chokoladekiksene inde i min rygsæk, selvom de måske godt kunne have behov for et køleskab i den her varme. Og de smager ikke engang særlig godt, så selvom de ligger lige ved siden af min seng, kan jeg overraskende nok lade dem være.
Al den snak om mad, gør mig sulten.
Jeg skal have fundet ud af, hvad jeg vil lave i morgen på min anden fridag. Jeg har brugt omkring 600 rand allerede (omkring 500 kroner). Så jeg har omkring 400 rand, jeg kan bruge i morgen, hvis jeg vil holde mit budget til lommepenge. Det kunne der godt komme en taxa-tur ud af. Men hvor skal jeg tage hen? Endnu et shoppingcenter? Hmm.. Det er besværligt, at være pige lige nu.
Jeg tror, at hvis jeg nogen sinde skal til Afrika igen, må jeg lære selvforsvar og taekwondo eller noget. For det er sgu da lidt nederen at sidde på et kontinent, man aldrig har været på før og så ikke få lov til at opleve ting, fordi folk kommer og overfalder én. Eller også skal jeg bare have en mand med.
Hvorfor kender jeg ingen mænd i Afrika?
20.30
Morgan ville se en film og jeg fik lov til at vælge mellem Serving Sara eller Stuck on you. De så lige dårlige ud, men da jeg svagt kunne erindre, at jeg engang for lang tid siden havde set Stuck on you, blev det Serving Sara. Og ja, nogen gange skal man dømme bogen på dens omslag, for det var dog en helt forfærdelig film.
I morgen vil jeg bage chokolademuffins, fordi Sue har fødselsdag. Og så vil jeg nok hjælpe lidt til alligevel, selvom det er min fridag. Måske tage nogle flere billeder. I skal også se Timmie! Når Morgan får fri, går vi op til det lillebitte center, hvor de har internet, som er lukket for tiden, hvilket er meget irriterende!! Men hun skal have cigaretter og jeg frimærker. Ja, ja, der er nogen der måske er heldige at få en afrikansk hilsen!
Alle ryger her på stedet. Jeg drikker bare kaffe i stedet for.
Jeg savner Mojo, selvom jeg er jo er midt i et dyre-eventyr. Men Mojo er jo min Moho. Jeg er sikker på, at hun får fanget en masse fugle, mit eget lille rovdyr!
Jeg har ikke hilst på flere kakerlakker. Jeg fik dræbt tre små med giften. De lå og rallede ude på badeværelsegulvet. Så længe de er ikke er lige så store, som den første, jeg dræbte - så kan jeg godt lige overleve. Men den var altså lige lidt for enorm.
Er det rigtigt, at hvis man slår dem ihjel inden for, kommer der flere pga. duften?
24. September
Puslespil, cupcakes og kaffe
08.51
Jeg vågnede 07.30 og tænkte, at jeg lige så godt kunne stå op. Jeg har det godt i dag. Er i gang med at lægge et leopard-puslespil og bage chokolade-muffins. Jeg overvejer også at bage noget brød, men det gider jeg altså ikke lige nu. Jeg skal lige have min kaffe først.
Der er 12 dage til den nye pige kommer. Jeg har været her i 9 dage og har 19 tilbage.
Min mor har fødselsdag om to dage.
Jeg savner kys på panden.
Men jeg har det godt.
Det første jeg gjorde, da jeg vågnede, var at sætte Tue West på rigtig højt. Jeg havde lige brug for noget dansk. Og det er faktisk ganske hyggeligt at lægge puslespil. Det er evigheder siden, jeg sidst har gjort det. Det her har 300 brikker. Der er også et med 1500 og et med 5000. Men jeg tænkte, at jeg lige ville starte i det små.
Min kæreste skal op til teori i truck-kørekort i dag. Jeg er sikker på, at han består. Han er nemlig sej.
Jeg har fået en sms fra Politiken om, at Anni Fønsby skal to år i fængsel. Jeg bor jo lige ved siden af domhuset i Odense, hvor Anni Fønsby havde retssag. Så jeg så hende et par gange stå udenfor og ryge. Man kan se hendes læber på lang afstand. Godt nok har jeg ikke de største læber, men jeg skal aldrig have sprøjtet noget i dem, så de ligner to opsvulmede skamlæber.
Undskyld mig, men det gør de altså.
Og de der bryster. Dem gider jeg slet ikke komme ind på.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at man vil lave justeringer på sig selv, fordi man ikke er tilfreds. Men ligefrem bestå af over 50% kosmetiske indgreb, så man lyser langt væk af det - det kan jeg slet ikke se det pæne i.
Jeg var rigtig ked af min næse en overgang, og den er stadig et ømt punkt. Jeg forstår ikke helt, hvorfor min næse er så markant anderledes end resten af min families næser. Og jeg kan ikke erindre, at jeg har haft den brækket. Men med årene er jeg blevet bedre til at acceptere den, ja endda synes lidt om den. Men du må stadig ikke rigtig røre den, og jeg bliver ked af det, hvis du spørger, om du må røre den, fordi den ser sjov ud.
Jeg havde engang en kæreste, der hed Haiberg. Det var dengang, jeg ikke var så gammel. Men han var min første kærlighed, selvom vi ikke rigtig kunne finde ud af at være kærester. Før vi blev kærester, var vi gode til at irritere hinanden. Han drillede mig, jeg sparkede ham, han sparkede igen, jeg drillede ham. Men så blev vi pludselig kærester. Og når vi var sammen kun ham og jeg, var vi søde overfor hinanden. Men vi kunne ikke altid finde ud af det, når der var andre i nærheden. Og Haiberg var slem til at kritisere min næse. Generelt var 7. klasse det år, hvor folk ikke kunne lade min næse være i fred.
Dengang hadede jeg min næse.
Men det blev bedre, da jeg fik ring i den. Så var det som om, at den bedre kunne accepteres.
12.49
Jeg har været effektiv her til formiddag. Jeg bagte små chokolade fødselsdags-cupcakes til folk her på C.R.O.W. De blev alle ret glade. Især Sue som gav mig et kæmpe kram. Hun er lidt fyldig, hende Sue, så man falder helt ind i hende, når hun krammer én. Og jeg er i gang med at bage brød nu og er kommet endnu længere med mit puslespil. Jeg har også været ude at finde grene til aberne. Og endda klatrer i et træ! Det kommer altid bag på mig, hvor let det er at komme op, men hvor besværligt det er, at komme ned igen.
Der er kommet en ny frivillig. En fyr, der skal være her hele weekenden. Det vidste hverken Morgan eller jeg. Skal han spise af vores mad? Det må han vel skulle. Men jeg forstår ikke helt, hvorfor vi så ikke har fået noget at vide omkring en ekstra mund at mætte. Så skulle vi jo have handlet ind til det også. Nå, nu må vi se. Jeg er positiv i dag og han virker sød. Han kommer her fra Sydafrika og det er noget med en opgave, han skal skrive, omkring mishandling af dyr. Og så kan jeg måske få ham til at følges med mig, hvis jeg gerne vil ud et eller andet sted! Jeg ser muligheder, jeg ser muligheder.
Jeg har sat fransk musik på for Morgans skyld. Hun blev glad. Jeg tror det er vigtigt at have noget, der minder én om hjem, når man er så langt væk.
Det er afrikansk helligdag i dag! Og der er et afrikansk par, der bliver gift i kirken, der ligger tæt her på. Det så ret festligt ud. Alle damerne var i hvidt.
Nu er Morgan og ham den nye fyr gået op. Jeg tror også, jeg vil smutte op og hjælpe lidt til. Så har jeg da lidt at lave..
Men jeg skal lige drikke en kop kaffe først, tror jeg. Det er faktisk god kaffe, de har hernede!
18.26
Den nye fyr siger ikke så meget. Han er begyndt at lægge mit puslespil færdigt. Det er okay. Han virker genert og rastløs, og så er det meningen, at han skal spise af vores mad. Og selvfølgelig skal han da det, men vi bliver nok lidt nødt til at snakke med Sharon i morgen om, at vi skal have købt noget mere. For vi havde jo kun købt ind til to og ikke tre. Så vi løber tør for morgenmad og brød + pålæg.
Og så må det være i morgen, at jeg spørger dem, om jeg må koble mig på deres internet, hvis jeg giver dem nogle penge.
Jeg er i gang med at lave mad. Noget indisk kylling i sovs. Der er en mærkelig stilhed i huset. Sådan ubekvem. Så jeg har sat noget musik på. Det fylder det lidt mere ud. Jeg kunne selvfølgelig godt prøve at snakke med ham. Det er bare så mærkeligt, at han lige pludselig er her, uden vi havde fået noget at vide. Det kunne de da godt lige have fortalt os, tænker jeg. Vi skal trods alt bo sammen i tre dage.
19.35
God mad, stærk mad.
Nu vil jeg kigge på alt det, min mor har rettet på min første del af min bog. Lykkes liv. Mon den nogen sinde bliver udgivet?
Jeg drikker grøn the. Det vil gøre min mor stolt.
20.29
De to andre er gået i seng. Det er fredag aften og hjemme i Danmark, er folk kun lige begyndt på deres aften.
Hvordan mon det er gået med min kæreste i dag til prøven? Jeg tror lige, jeg vil sende ham en sms.
Hvad fanden skal man lave, når klokken er halv ni, og de to andre er gået i seng? Jeg har lyst til øl.
Men der er ingen øl. Og jeg skal op 06.30 i morgen. Og jeg er alene.
20.59
Selvfølgelig bestod min skønne kæreste med bravur.
Og jeg fik møs møs fra min bror tidligere på sms!
Jeg har en dejlig familie og nogle skønne venner.
25. September
Budweiser, lørdagskylling og afrikansk “So you think you can dance?!”
12.07
Middagspause og jeg er tilbage på arbejde. Det er meget fint, at have noget at lave igen, selvom det i dag har været vaskeægte lortevejr. Så jeg har lige måtte skifte bukser og sokker. Man får fuglelort, madrester, blod, fjer, lort og mudder overalt. Især i det her vejr. Men det er godt for planterne. Godt for græsset.
Han er godt nok mærkelig ham den nye. Han lister rundt i huset, drikker vores juice og sætter den tom ind i køleskabet igen, han spørger os ikke om noget og han sidder egentligt bare på sit værelse med sin mobil. Mystisk. Jeg prøvede virkelig i går at føre en kommunikation med ham og fortælle ham lidt omkring tingene, men der var ikke rigtig noget ordentligt respons. Og så gik han i seng allerede klokken otte og var ikke til at få op, da vi skulle op på klinikken klokken syv næste morgen.
Jeg foreslog Estie og Kelly, at vi betalte dem et beløb for at kunne koble os på internettet. De sagde, at det ikke var en tosset idé, men vi blev nødt til at vente til mandag, så vi kunne spørge Sam.
Sam er denne her store dame med let krøllet hår. Jeg har grebet hende på fersk gerning sidde i sin bil og guffe et par plader chokolade i sig, og så skal hun åbenbart køre hjem, hver eneste gang, hun skal på toilettet. Hun har noget med maven, siger hun. Og hendes stemme er så forfærdelig. Den kører oppe i et toneleje, hvor selv de skingreste fugle ikke kan følge med. Men hende skal jeg altså spørge mandag. Jeg håber hun er sød, for jeg har ikke rigtig snakket med hende. Hun holder sig inde på kontoret, når hun er her. Eller nede i sin bil for at spise chokolade.
Jeg lugter af meercat.
Nu er ham der fyren gået ind på sit værelse med noget mad og har lukket døren. Det er mærkeligt. Jeg forstår det ikke.
16.09
Aah, lige pludselig føles den her seng altså bare god. Jeg har arbejdet hårdt i dag sammen med de to andre. Vi har muget ud og gjort rent der hvor Timmie the meercat har været, ordnet garagen, sorteret bøtter og lavet en pokkers meget mad. Jeg fik sagt til Estie, at vi ikke havde fået noget at vide omkring ham den nye fyr (som jeg endelig kender navnet på - Stefan!), så vi sådan set var løbet tør for brød og pålæg. Hun spurgte om vi kunne lægge ud for det, så ville vi ordne det, når Sharon kom på arbejde. Så det har jeg gjort. Vi tog op til Spar og købte det, vi manglede. Der var igen gang i den ved kirken. Endnu et afrikaner-bryllup. Meget festligt så det ud. Folk stod ved deres biler i små grupper og hørte musik, drak øl og røg tjald. Der var fyldt op med biler og folk i pænt tøj + en stor sort flot bil pyntet med slør. Så det må have været et bryllup. Måske bare et mere festligt et af slagsen.
Det er utroligt som folk sikrer sig. Der er kæmpe porte overalt og store gøende hunde bag dem. Vi er åbenbart i et af de områder, hvor der er overvågning og alarmer. Der er i hvert fald skilte overalt med øjne på og SECURITY! Folk beskytter sig godt nok her i Afrika. Hvis man har penge nok til det, altså.
19.09
Hov, der faldt jeg i søvn lidt. Sådan bare lige lidt. Nu håber jeg godt nok, jeg kan sove om et par timer igen!
Yes mayn, “So you think you can dance!?” er i fjernsynet igen.
Og jeg har en kold dejlig Budweiser øl ved min side.
Mmmmm, mmmm..
Og vi skal have lørdagskylling, som Morgan laver.
Øl, kylling og afrikansk dans i Afrika. Ja, hvorfor ikke!
Nanna vs. Kakerlak 8-0!
20.26
Vi har sat cable-guy over. Stefan synes den er sjov, for han griner meget. Og meget højt.
26. September
I dag har jeg set en gravid abe blive sprættet op
12:39
Tillykke med fødselsdagen, mor!
Det er varmt i dag.
Vejret har fuldstændig glemt, at det regnede i går. Der er ingen skyer at se på himmelen.
Det er søndag og vi har åbent hus. Der kom omkring 15-20, som jeg lukkede ind. Det var spændende at gå med rundt og høre om alle dyrene. Men hold kæft hvor er mennesker onde! Sue fortalte nogle historier omkring aberne. Vi har 6 baby-bavianer fordelt i tre bure. Det er meningen, at de skal føres sammen og lukkes ud til den store flok bavianer. Sue fortalte, at Nelson, en han baby-bavian, var kommet hertil med en anden lille baby. Mennesker havde skudt deres mor og taget babyerne med sig i en papkasse. Hans bror havde de revet kød af, mens han var levende og Nelson så på. De blev begge mishandlede indtil de kom til C.R.O.W. Broderen var ikke til at redde og Nelson var så skræmt, at han sad i et hjørne og rystede i flere døgn.
Sue fortalte også om vervet monkeys. De havde fået én ind, som kun var 6 uger gammel og var blevet skudt i hovedet. Mødrene bærer deres babyer på maven, indtil de er gamle nok til selv at klatre rundt. Det her var så en baby på 6 uger, der havde hængt på sin mors mave, mens et ondt ondt menneske havde skudt dem begge. Moderen var død, men den 6 uger gamle abe kom til C.R.O.W og de måtte åbne kraniet, da en kugle havde sat sig fast derinde.
En anden vervet monkey på 8 måneder kom til C.R.O.W for noget tid siden. Den stakkels abe var blevet trængt op i et hjørne og tæsket af en fyr sønder og sammen. Der kom en anden fyr kørende forbi og så det, stoppede op og spurgte, hvad fanden det var, der skete her. Den onde fyr kastede den forslåede abe over et hegn og forsvandt selv. Den gode fyr kravlede så over hegnet, fandt aben og fik den til C.R.O.W. Da aben kom var den så forslået, at den ikke kunne bevæge sig og de måtte sy øjnene sammen. Da de to stingene ud, var det ene øje ikke til at redde, så det måtte de operere væk. Det andet øje kan han se ud af og skal snart sættes fri sammen med sine venner. Inklusiv én, der har måtte få skåret sin arm af - også pga. onde mennesker. Men de har det godt nu. De har fået en ekstra chance og kan på trods af mangler fungere.
Det er forfærdeligt så meget ondt, der kan gemme sig i mennesker.
Jeg har siddet med de tre baby-meercats i dag. De vil ikke rigtig spise noget og Kelly er bekymret. Jeg sad med dem alle tre under min venstre arm, mens jeg nussede dem med højre, til de faldt til ro. Bagefter fik de en masse melorme, som de grådigt tog af. Men de vil ikke spise det rigtige mad.
15.41
Der er sket meget de sidste to timer. Jeg har både reddet en frø og set en gravid abe blive sprættet op. Der var nogen, der havde kørt den gravide abe over men bare kørt videre. Det var nogen andre, der havde ringet til C.R.O.W og set hende ligge og lide. Da Kelly og Estie kom tilbage med hende, sprættede de maven op på hende. Baby-aben var næsten parat til at komme ud. 6 måneder er en Vervet Monkey gravid. Den her havde kun en uge tilbage. Den havde de fineste små tæer og ører. Men den var død. Kelly begyndte at græde. Det er sgu også sørgeligt.
Man kan i det mindste stoppe op. Hov, der kørte jeg lige en abe over. Nå, jeg kører sgu bare videre. Og sådan er det over hele verden! Jeg bliver arrig. Så vis dog lidt samvittighed!
27. September
Nanna og badeværelset
10.03
Jeg ligger i min seng med masser af tøj på og dyner. Jeg har været på toilettet hver 2. time siden i går aftes. Jeg kan ikke rigtig have mad i mig. Jeg har kvalme, mavekneb og er allerhelvedes utilpas.
Jeg forstår ikke hvad det er. For jeg har ikke spist et eller andet total mærkeligt. Måske skal jeg passe bedre på med hygiejnen. Jeg føler bare, at jeg vasker hænder konstant.
Jeg ved ikke hvad det er. Men jeg har det i hvert fald dårligt og har meldt mig syg i dag.
Så nu ligger jeg her i min seng og tør ikke rigtig spise noget, for er bange for, at det kommer op igen, ligesom det gjorde i går. Og jeg har ingen piller med mod det. Det er godt nok også lidt dumt, at jeg ikke har det.
15.38
Jeg har det helt klart elendigt.
Det er godt nok ikke sjovt, at føle sig så skidt tilpas. Jeg har fået klemt lidt yoghurt ned, som ikke er kommet op. Og lidt vand. Men det var godt nok noget af en bedrift at hente det i køkkenet. På vejen tilbage blev alting sort og jeg følte, jeg skulle til at besvime. Jeg nåede ud på badeværelse og hoppede op i badekarret i sammenkrøbet stilling, mens jeg langsomt fik synet igen og prøvede at bekæmpe den kvalmende fornemmelse, jeg havde i maven. Jeg har ikke sindssyg høj feber, men jeg har lidt. Og jeg har koldsved.
Det er godt nok ikke særlig sjovt.
Gå nu væk, altså.
20.00
Min temperatur er steget. Jeg fryser godt nok også nu. Ligger igen i min seng. Var lige et smut inde i stuen og se Ice Age med Morgan, men jeg er nu tilbage på værelset. Har stadig mavekneb og kvalme. Og toiletbesøgene er ikke stoppet. Men jeg har ikke kastet op i dag. Der har nok heller ikke være så meget at kaste op af. Jeg har spist en skål yoghurt, fem saltede kiks, drukket lidt vand og et glas cola. Men det er gået meget langsomt med at få det ned.
Det er godt nok irriterende, at jeg skal være syg nu. Jeg stiller alligevel mit vækkeur til i
morgen tidlig, hvis nu jeg mirakuløst er frisk nok om 10 timer. Jeg gider altså ikke ligge i den her seng.
Og jeg er så udmattet.
Men jeg har fået søde god-bedring sms’er, efter jeg har fortalt familien, at jeg ligger syg.
Pandekys efterlyses!
01.20
Jeg er vågen. Min mave brokker sig og jeg kan ikke kvæle kvalmen.
Da jeg gik ud i køkkenet for at hente mig et glas cola, så jeg, at hoveddøren stod åben. Det var godt nok mærkeligt. Jeg lukkede den og begyndte at tænke alle mulige tanker, om der var folk i huset. Men Morgan har nok bare glemt at lukke den.
Det var bare mærkeligt, at den stod på vid gab.
Heldigvis kan man ikke komme herind på mit værelse lydløst. Døren rammer mod gulvet og laver en skrabende lyd. Det vil jeg vågne af, hvis der kommer nogen. Men det gør der selvfølgelig ikke..
Men hvorfor stod døren åben?
28. September
Voluminøse Sam
10.29
Jeg har stadig feber og jævnlige toiletbesøg, men det er som om, at der går længere tid mellem dem. Nu har jeg fået en pille af Morgan, men ellers skal jeg nok op på apoteket, hvis det ikke hjælper.
Lorte-forgiftning gå nu væk!
Jeg gider ikke ligge her i Afrika og være syg! Det gider jeg altså ikke!!
14:04
Jeg er lige blevet vækket af hende der Sam. Det var ikke meningen, tror jeg. Men hendes stemme skar igennem alting, da hun snakkede med Morgan. Jeg har aldrig hørt en så forfærdelig stemme før. Wow. Det var et eller andet med noget udenfor. Jeg tror de skal lægge fliser. Jeg fangede det ikke helt. For mig er det bare én høj tone, når hun snakker. Og styrken er så voluminøst, at man egentlig burde have fat i ørepropper, for ikke at få livsvarige skader.
15.24
Jeg synes mindre og mindre om hende der Sam. Morgan var oppe for at spørge, om vi kunne betale dem penge for at komme på internettet med vores egne computere, fordi internetcafeen i nærheden er lukket ned. Og Sharon sagde, at det sagtens var noget, de kunne arrangere. Og da jeg tidligere havde spurgt Estie og Kelly, virkede de optimistiske. Men næ nej, så kom Sam ind i billedet, fortalte Morgan mig. Og hun skrappede op på sit afrikaans, så Morgan ikke kunne forstå noget, men bagefter måtte Sharon så fortælle, at Sam ikke ville have, de gav koden ud til os.
Helt ærligt!
De får tilbudt penge for, at vi kobler os på noget internet, som de i forvejen har. Hvad tror de vi er? Hackere? Vi kommer fra Europa, har betalt en masse penge for at bo her, vi hjælper gratis til - og så må vi ikke koble os på deres internet mod betaling, fordi de ikke vil udlevere koden? Eller rettere - fordi store fede chokolade-spisende Sam ikke vil udlevere koden. Helt ærlig! Skal vi betale fucking 300 Rand for at komme hen til et center, der har internet, hver gang vi har behov for at komme i kontakt med vores familie og venner?
Åhh, det pisser mig godt nok lidt af. For de andre er så søde. Men Sam - nøj, hvor kunne jeg godt lige klare at proppe en knytnæve ind i maven på hende!
Men Sharon er sød. Hun kørte mig op på apoteket, hvor jeg fik købt noget forskelligt medicin. Jeg håber, det hjælper. Jeg har kun spist et par kiks i dag, prøvet at drikke lidt the og lidt vand, men det er som om, at det vender sig nede i mig hver gang, jeg får noget ned.
Jeg havde ikke ordentlig energi til at forklare Sharon alt det med, at vi havde lagt ud for mad til ham der fyren. Jeg prøvede lidt, men hun forstod det ikke helt. Jeg har ikke energi til at snakke i hele korrekte engelske sætninger, når jeg har det sådan. Men hun vidste åbenbart heller intet om, at ham Stefan ville komme. Og Stefan havde ikke været så venlig, at viderebringe den besked, at jeg lå og var syg, selvom den lå åbenlyst lige på køkkenbordet og han ikke kunne undgå at se den.
Åhh..
Men nu har jeg købt halvanden liter cola, så jeg ikke skal gå og stjæle fra Morgan mere. Og så burde jeg måske riste lidt brød og se om det vil blive i mig.
Moaaaar, kom og kys mig på panden og sig, at det hele nok bliver godt igen.
Faaaar, kom med se&hør fra Q8!
16.06
Jeg tror jeg vil tage på en guidet tur på min næste fridag. Få det arrangeret sådan, at jeg betaler penge for min sikkerhed, så jeg samtidig kan se mig lidt omkring.
Men nu skal jeg lige blive rask først.
22.12
Det virker som om, at medicinen hjælper. Det, der kommer ud af mig, er stadig ikke optimalt, men mine slemme mavekramper og kvalme, er forsvundet. Så jeg har fået ristet brød ned i dag.
Alting lysner igen, når de fysiske smerter fortager sig.
29. September
Voluminøse Sam slår til igen
09.00
Jeg har det stadig ikke helt optimalt, men jeg har det bedre. Har fået lidt mere energi, selvom det stadig ikke er sjovt, at jeg nærmest lever ude på det toilet. Jeg var vågen flere timer i nat, fordi mine mavekramper var så slemme. Og hvis jeg endelig faldt i søvn, vågnede jeg med det samme igen.
Lige nu sidder jeg og kæmper mod min mave - det ristede brød, jeg lige har spist, har åbenbart ikke lyst til at komme igennem mit system, det vil hellere op igen.
Og hvor kan ens mave dog lave mærkelige lyde!
12.35
Er udmattet.
Har været på net for første gang i en uge. Det var rart.
Men nu vil jeg sove.. Lidt… igen..
17.53
Jeg sov aldrig tidligere. Jeg lagde mig ud for at få lidt sol og varme. Er igennem én lydbog og ivrigt i gang med nummer to.
Men da klokken blev 16, var jeg altså træt. Jeg havde sat kartofler i ovnen. Bagte kartofler. Så jeg stillede vækkeuret, så jeg kunne komme op, når kartoflerne var færdige. Men jeg fik ikke lov til at vente, til mit ur ringede. For voluminøse Sam brød min søde eftermiddagslur med sin skingre stemme endnu engang. Det kvindemenneske er ufatteligt. Lige pludselig ser jeg hende vade igennem hele huset inklusiv mit værelse med tre andre kvinder.
Og her skal jeg måske lige forklare hvordan huset egentlig ser ud (min storebror Lasse har efterlyst det!)
Helt for enden af den offentlige vej ligger C.R.O.W og for enden af den vej og så til højre, der bor vi. Først er der et træhus, der virker forholdsvist nybygget. Det er beregnet til grupper, der kender hinanden, som skal bo på stedet. Men så kommer man op til vores hus, som er ved siden af hegnet og er beklædt med en brunlig mur. Det er ligesom en lillebitte trelænget bondegård (bare uden stråtag og med aber på taget i stedet for heste i stalden). I midten er der et bålsted, hvor man kan riste skumfiduser, hvis man har noget brænde at fyre på. Forestil dig så, at du står på bålstedet (det her works tekstbehandling vil hele tiden have mig til at skrive bolstedet) - ligeud og til venstre er der to vinduesdøre, hvor der er hvidt gitter bagved. Til højre har du hoveddøren. Når du går ind der, kommer du til køkkenet. Der er advarsel om kakerlakker og to vaske, gammelt komfur med rustne kogeplader og tilfrosset fryser. Hvis du går videre til venstre, kommer du til et opholdsrum, der har et værelse med toilet til venstre og den store opholdsstue til højre. Hvis du går igennem opholdsstuen finder du for enden endnu en gang, der har tre døre. Den i midten er til det store toilet med både bruser og karbad (og kakerlakker) og så er der to værelser. Det ene er der, hvor Morgan sover, det andet sover jeg i.
Men tilbage til forfærdelige Sam, der vækker mig, mens jeg ligger og sover i min seng. Sam forklarede sig ikke, da hun så mig, de andre tre damer var til gengæld forholdsvis undskyldende for at forstyrre vores husfred uden varsel eller banken på. Sam snakkede bare til dem med den der stemme, der er så forfærdelig. Og så skinger. Og så snakkede de om gardiner! Helt ærligt - vi er altså to, der bor her. Måske skulle man i det mindste lige forklare, hvorfor fire damer kommer vadende ind og snakker om gardiner? Da jeg spurgte Morgan, som sad og kiggede mærkeligt på dem inde i stuen, rystede hun bare på hovedet. Efter de var gået, sagde hun, at hun simpelthen ikke forstod, at man kunne være så ubehøvlet. De var bare vadet direkte ind. Helt ærligt, vi bor her! Det kan man ikke bare gøre.
Åh hvor kan jeg godt nok ikke lide Sam. Hun er endnu én af de få personer, som man gerne ville sende op i en iglo på Grønland. Indtil videre har jeg samlet en fin lille gruppe på fire personer, tror jeg. Ej, måske fem, når jeg tænker mig nærmere om. Men hvis de nu bare lige kunne tage derop i en iglo sammen og blive der, så kunne det virkelig være rigtig dejligt. Måske ville de også erfare, at man skal være lidt sød overfor andre mennesker, når de skal bo under is sammen med nogle, der virkelig er irriterende.
Hvor mange har du, du gerne vil sende op i en iglo på Grønland?
(og her må jeg så lige indskyde, at jeg intet ondt har imod Grønland eller grønlændere, da jeg blev anklaget for det sidste gang, jeg udtalte mig om dette. Jeg kunne lige så godt sige ødemarken i et telt. Alfa omega er, at det er langt væk og øde - og så synes jeg Grønland er et passende bud. Og jeg har altså ingen Grønlændere, jeg vil sende op i den iglo! Så fik vi lige det på det rene, ja)
Det der medicin virker altså kun delvist. Jeg kan langsomt få mad i mig igen uden at føle kvalme, men det der ækle tyktflydende væske, jeg skal drikke 15 ml af 4 gange om dagen og som lover at stoppe diarré hurtigt, det virker altså ikke helt. Det der kommer ud af mig er tyndere end den der medicin, der gerne skulle hjælpe.
Jeg håber ikke du er sart.
Men da dette er en blog omhandlende mit eventyr her i Afrika, kan jeg næsten ikke undgå at berøre emnet om den forgiftning, som min mave virkelig kæmper imod lige nu. Jeg har prøvet ikke at gå i direkte detaljer og sanserige forklaringer, da det nok vil udløse brækreaktioner både på min side af skærmen og på din.
For hold kæft hvor er det nederen, altså.
Hvis det ikke er blevet bedre til i morgen, bliver jeg enten nok nødt til at søge læge eller finde nye piller på apoteket.
Min mave snakker godt nok ivrigt. Hele mit mave-tarm-system er blevet levende de her dage. Det rumler, brummer, bevæger sig, har kramper og brokker sig.
20.29
Okay, medicinen virker ikke. Er tilbage til konstante toiletbesøg. Hver eneste gang, jeg lægger mig ind i sengen, kan jeg være der i fem minutter, inden jeg skal ud på toilettet igen. Godt at det er lige ved siden af der, hvor jeg sover!
Øv!
30. September
Tina - den mandlige dame i matrostøj
09.25
Okay, det der medicin fra apoteket virker alligevel ikke optimalt. De fik mig i kort bedring, men det er sgu ikke helt optimalt. Jeg prøvede at komme op og arbejde, men jeg blev ved med at blive svimmel og måtte sætte mig ned, fik koldsved og kunne ikke tænke klart. Så til sidst sagde Kelly, at nu skulle jeg altså se en læge, så jeg kunne få noget antibiotika. Jeg har en tid 10.10. Sharon kører mig derop.
Jeg har haft en forfærdelig nat. Jeg vågnede op flere gange råbende og grædende. Mareridt.
Det er godt nok lang tid siden, at jeg har været plaget af dem. Men lige pludselig er det som om, at de kommer med tornado-kraft tilbage.
Det er min fødselsdag, men ingen ved det. Jeg står på gaden med en masse andre, der ikke kender mig, og forbi kommer der den her løbske vogn, der ikke vil stoppe. Det er senere i nyhederne og der bliver zoomet ind på en pige, der står i grå trøje og ser trist ud. Det er mig. Og jeg er overvægtig så det siger knalda-bang - med fedtet hængende i virkelig overvældende klumper! Men jeg erfarer først rigtig min overvægt, da jeg ser det på tv-skærmen.
Jeg ringer ind til en radio og snakker om bacon. Det er min storebrors Rasmus’ radiokanal, men han kan ikke genkende min stemme. Jeg siger, at det er min fødselsdag og han spørger mig om jeg skal noget specielt. Måske spise bacon?
Jeg skal til eksamen. Skriftlig. Det går elendigt. Da jeg kommer ud igen står ham her fyren, som jeg engang var forelsket i og ret gode venner med, sammen med sin nye kæreste. Han værdiger mig ikke et blik.
Jeg tror, at alle har glemt mig, men min far kommer så for at hente mig fra den her eksamen. Han siger, at vi nu skal til fest. Min fest. Og jeg bliver glad igen.
Der kommer ikke så mange. Min bedste veninde og hendes mor kommer alt for sent, fordi de havde glemt det. Og jeg ender med at græde, mens min far og min mors kæreste går amok på hinanden med mapper og råb og knytnæver, min veninde smutter, fordi hun har bedre ting at foretage sig og jeg er fed og tyk.
Og så vågner jeg.. Op i virkeligheden.
Men jeg falder i søvn igen. Og drømmer videre.
Det er solskin. Vi er i Odense. En masse mennesker fra min fortid. Fra dengang jeg gik på gymnasium. Jeg støder ind i mine to brødre, der kigger på en cykel til 100 kroner. De skal have noget mad. Jeg ser min gamle roomie gå sammen med min nye roomie. De har samme frisure. Det undrer mig. Jeg følger med mine brødre, men bliver trukket væk af min gamle roomie, som vil snakke med mig. Jeg forklarer hende, at jeg intet har at snakke med hende om efter den måde, hun har behandlet mig på. At jeg virkelig har gjort alt for at behandle hende på en pæn måde, men ikke føler, at jeg har fortjent den behandling, hun har givet mig. Inden hun når at svare, kommer hendes mor ind i billedet. Hun griber fast om med sine lange negle, som hun borer ind i kødet på mig, mens hun hvisker, at hun nok skal gøre livet surt for mig. Hun skal nok smadre hver eneste stump af glæde, jeg har her i livet. Og så lugter hun til mig og spørger: “Nåååh, er det kat du lugter af? Hva? Hva? Hva?!“ Og blodet pibler fra mine arme, mens jeg skriger. Jeg råber efter mine brødre. Jeg råber efter alle de folk, som jeg kender og også dem, jeg ikke kender. For der er en masse. De spiser alle sammen pizza. Men de er ligeglade med mig.
Og så vågner jeg.
Af mine egne råb ud i stilheden. I virkelighedens stilhed. Afrika. Nanna i en seng. Intet blod, jeg er ikke overvægtig, jeg har ikke fødselsdag.
Det var bare en drøm.
Bare et mareridt.
Men det var væmmeligt.
Og jeg er syg. Her i Afrika. Og nu skal jeg til afrikansk læge og forhåbentlig have fat i noget medicin, der virker lidt bedre end det der ækle tykke væske, som jeg forgæves har fyldt i mig.
Der var en masse nye frivillige oppe på klinikken, så de har nok ikke behov for mig i dag. Der kom to piger i små lårkorte nederdele og bare tæer. De ville hjælpe til. Darrel spurgte dem om de havde tænkt sig at gøre det barfodet. Ja, det var deres mening.
Held og lykke med det, siger jeg bare. Havde de regnet med, at man bare skulle sidde på nogle rene stole og nusse med nogle rene dyr?
De havde en masse glimmer på deres trøjer. Jeg forstod det ikke helt. Der var også to andre - men de var mere praktiske i tøjet. Jeg prøvede at forklare dem alle, at de ikke skulle skære stykkerne så små, når det var til aberne og at dyrene godt måtte kæmpe lidt for at spise maden, men at fuglene til gengæld skulle have meget meget små stykker. Men det var som om, at ingen af de informationer sugede sig fast til dem. Og jeg havde hverken energi til at være sur, forstående eller forklare det hele én gang til. Så jeg lod dem bare og håbede på, at en anden end mig ville forklare dem det.
Jeg er så træt. Så udmattet.
12.30
Er beordret i seng efter lægebesøg. Så her ligger jeg. Det var noget af en tur til lægen. Først skulle jeg udfylde et skema, som jeg fik af en person, der hed Tina. Hun havde skæg og sammengroede øjenbryn, kort hår og en mandig figur, men hendes stemme var feminin - og jeg tror heller ikke, at Tina er et mandenavn her i Afrika. Hun var ellers sød. Hun haltede og snakkede og kaldte alle sine små Angels. Og så havde hun en trøje på, der ligner den, Anders And går rundt i i Andeby. (åååh jeg kunne godt bruge at læse Anders And lige nu! Mon de har det her i Sydafrika?)
Jeg havde en tid der hed 10.10. Jeg kom først til at snakke med lægen 11.00. Jeg sad i en halv time og ventede i konsultationsrummet. Åbenbart fungerer det sådan, at patienterne får tildelt et rum hver og så er det lægen, der kommer til patienterne. Han var sød ham lægen. Meget snaksaglig. Jeg tror måske det var derfor, at han havde overskredet tidsplanen, for selvom han var en time bagud, nåede han alligevel at snakke med mig om situationen i Madrid og Tyskland lige nu. Jeg har ikke set nyhederne, så jeg ved ikke helt, hvad han refererede til, men ivrig - det var han. Og han spurgte mig hvor jeg havde lært så godt engelsk. Det var sødt. Jeg kom også op på briksen og ligge. Den var ikke helt stabil og også lidt rusten og han snakkede om at hans mor kom fra Sverige, mens han undersøgte alle dele af min mave. Det endte med, at jeg kom derfra med tre sedler og en regning. Og så skulle jeg på apoteket. Der fik jeg fire slags medikamenter udleveret af en sød indisk fyr med hoved formet som en Alien og hårplamager lidt her, lidt der. Så nu har jeg fået en masse medicin og to dages hvile. Jeg håber virkelig, jeg er frisk til at komme på arbejde igen lørdag. Og så vil jeg også gerne snart have lov til at opleve noget andet end badeværelset her i huset, tak! Morgan siger, at hun ikke helt ved, om hun har råd til at tage med mig ind til byen, hvis vi får fri en dag sammen. Så måske skal jeg bare få arrangeret sådan en guidet tur.
Jeg vil ud på eventyr!
Og så trænger jeg til massage. Min højre skulder er fuldstændig smadret af ukendte årsager. Men den siger knækknækknæk og bruuurhbruuuh. Måske prøver den at kommunikere med min mave. Jeg ved ikke om de to har et eller andet hemmeligt form for kodesprog. De er i hvert fald ikke tilfredse nogen af dem. Men piller må være min vej frem!
18.47
Min skulder er mystisk nok bedre. Måske er det de øvelser, jeg lavede tidligere (eller også fungerer pillerne også som smertelindring i led og muskler). Jeg fik mig en ordentlig lur, men vågnede også op til noget af endnu en omgang toilet-tortur. Så tog jeg et bad og en masse piller og så Futurama.
Jeg ville ud og have lidt frisk luft og stødte på Sue og Sharon, der stod og snakkede. Sharon var hende, der tog mig til lægen tidligere. Hun er rigtig dejlig. Rigtig lille og spinkel og med en masse tatoveringer. Hendes håndled er halvt så store som mine og jeg tror virkelig at hendes røv skal ganges op nogle gange, før den kan sammenlignes med min (og måske ganges med 20 for at kunne sammenlignes med Sams). Men hun har rigtig flotte øjne og er sød. Hun fortalte Sue om, at vi måtte vente i en time før jeg fik lov til at snakke med lægen og så begyndte hun at fortælle om ham der kvinden. Det var sjovt at høre hende fortælle om Tina - den mandlige dame i matrostøj.
Bagefter gik jeg hen til bavianerne. Som sædvanlig skulle de lige vise mig deres numser, men ellers så sad vi og snakkede lidt. Nogle af gutterne skulle lige vise deres muskler frem og andre ville kløes på maven. De er søde, men de har lidt for tætsiddende øjne og lidt for store numser, så jeg foretrækker altså mennesker. Og godt nok er jeg glad for behåring - men måske ikke ligefrem SÅ meget behåring, som bavianer render rundt med.
Jeg snakkede også med de mange gennets. De er nataktive, så de var begyndt at vågne op. De er meget forsigtige dyr, men de minder mig om en lillebitte leopard med spids næse og lang hale - og de er ret smukke. Så dem snakkede jeg også lidt med indtil det blev så mørkt, at jeg ikke kunne se noget mere. Og så gik jeg hjem. Til endnu et møde med toilettet.
Jeg håber virkelig de piller, jeg har fået af lægen, de hjælper. Alt i alt har jeg måtte punge ud med omkring 400 kroner for medicin og læge. Jeg håber, jeg kan få det refunderet, når jeg kommer tilbage til Danmark.
Og så vil jeg gerne snart blive frisk, så jeg kan nyde de sidste uger her i Sydafrika! Jeg har trods alt kun 13 dage tilbage. På onsdag kommer den nye pige. Jeg tror, at det bliver godt med lidt forandring for Morgan og jeg. Bare hun ikke er en klaphat, som Kelly siger, at nogle af de frivillige er. Nogle små bestemte tøser, der ikke vil blive beskidte og nægter al hårdt arbejde. Kelly fortalte om et mor-datter-par, der havde været her, hvor de var omkring 10 i huset. Moderen var åbenbart ikke kun mor for sin egen datter, men også for de andre - på den dårlige måde. Der var faste spise - og sengetider, streng husorden og intet rod tilladt. Puha. Jeg er glad for, at alle sengene ikke er fyldt op. Der kan sove 9 i det her hus og 6 i det andet. Det er 15 mennesker, der alle skal forenes og deles om toiletter og mad og rutiner! Selvom det godt kan være lidt trivielt med kun Morgan og jeg - så er det da til at forholde sig til.
1. Oktober
15.50
Morgan siger, at der er 31 grader i skyggen. Og det kan hun sagtens bilde mig ind - for hold kæft hvor er det varmt derude! Vi har lige været en tur i Spar. Det var hårdt at gå i den varme, når der ikke er særlig mange milde briser. Men Morgan fik cigaretter, jeg fik frimærker og vi fik os begge en kold sodavandsis.
Da klokken blev lidt i et, gad jeg ikke ligge ned mere. Jeg havde spist mit ristede brød uden for i solen og bagefter ligget lidt i den indtil et par mænd kom og forstyrrede mig. De skulle åbenbart samle blade sammen - så jeg fortrak mig til min seng og skyggen, som også var behagelig nok. Det blev bare så kedeligt. Og Morgan dukkede aldrig op klokken 12 til middagspausen, som hun plejer. Så jeg gik op mod klinikken og endte med at være i fuld sving med alle fuglene og senere maden til dyrene. Det var rart at have lidt at lave igen, og selvom jeg stadig ikke er tip-top-tjuhej, så bliver det bedre og bedre.
Jeg var ellers tøvende med at tage en af de slags piller, som jeg havde fået ordineret. De har nemlig en ret irriterende sideeffekt, som jeg ikke vil komme ind på her - men jeg prøvede at strække det lidt, hvis nu jeg mirakuløst blev bedre uden lige den medicin (jeg har trods alt tre andre slags piller at forsøge mig med). Men jeg måtte erkende i dag, at jeg nok hellere måtte tage det, der var blevet sagt, jeg skulle tage. Og så må jeg leve med den lille sideeffekt, der nu kommer. Det skal nok gå. Det er kun 21 dage, jeg skal leve med det. Men det huer mig ikke!
Morgan var ude og løslade en duiker i dag tæt ved vandet. Jeg blev godt nok lidt misundelig, da jeg hørte det. Jeg vil også løslade dyr, redde dyr, se vandet, svømme i vandet! Åhh vand. Det kære dejlige store indiske ocean. Jeg kommer snart! Og så skal vi to forenes, ja vi skal!
Men i morgen burde jeg være fit4fight til arbejde og planlægning af mine sidste 12 dage hernede. Nu har jeg også ligget syg i fem dage - det må være nok. Men jeg har da fået slugt en masse lydbog og jeg har også en lille forhåbning om, at der er røget en smule fedt af min krop. For jeg tror aldrig, at jeg før har spist så lidt, som jeg har gjort de her dage. Måske lige da jeg fik fjernet mandler, men det er så også det. Jeg har i hvert fald haft det overraskende godt med min krop i dag og turdet vise mine overarme uden overhovedet at tænke på dem!
21.13
Jeg gaber hele tiden. Jeg tror, jeg sover godt i nat, for har slet ikke taget nogle lure i løbet af dagen, sådan som jeg har gjort de andre dage. Morgan og jeg har drukket øl og spillet “hvem vil være millionær” i Sydafrikansk udgave. Vi var lige dårlige.
Vi har snakket om vores kærester. Om hvordan vi startede med at være sammen med dem. Min historie er indviklet og jeg fandt ud af, at det var ret svært at forklare på engelsk. Morgan havde åbenbart to kærester på én gang, men så droppede hun den ene, fordi han havde børn og boede længere væk - og er nu sammen med den anden. Men sådan som hun forklarer det var de ikke rigtig kærester. Det var måske mere på dating-stadiet.
Vi har snakket om havet. Jeg forklarede hende hvor Danmark lå - det vidste hun åbenbart ikke og har indtil nu været for flov til at spørge om det. Men jeg viste hende det på et kort og nåede også at fortælle lidt om vikinger og Christian 4. Men det er altså ikke let at vise Danmark på et verdenskort, at I bare ved det. Hold kæft hvor er vi små! Og er der ingen der ved, at vi eksisterer? Helt ærligt, vikingerne, H.C.A, Karen Blixen eller Isak Dinesen, Tycho Brahe!!! Vi er for seje os danskere. Heldigvis snakker ingen hernede om, at der er blevet brændt danske flag af. Måske har verden glemt det nu, ligesom de lidt har glemt Danmark.
Og så har jeg lært hvordan man udtaler nogle franske ord. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan de staves, for franskmændene staver tydeligvis ikke ordene, som man normalt ville udtale dem (Cannes, Ida, ja CanneS!! Her refererer jeg til en af de personer, jeg gerne vil have op i den iglo!).
Jeg har fået det meget bedre. Og jeg besøger ikke toilettet hver 10. minut, som jeg gjorde i går. Nu kan der gå flere timer! Hvilken lettelse. Godt nok brokker min mave sig stadig lidt, når jeg propper noget derned - men jeg skal jo have noget benzin at køre på, ikke? Og jeg spiser artigt mine piller, selvom jeg helst ville have ladet være.
Morgan spiser mad nu. Pasta. Jeg var ikke rigtig sulten. Vores sult kommer anstigende på meget forskellige tidspunkter, hvilket godt kan være lidt upassende - men så kan vi da få lige præcis det, vi vil have.
Jeg har fået flere myggestik, men er blevet beroliget af min Sydafrika-bog, som jeg har taget med, at det altså er rigtigt, at jeg ikke skal tage malaria-piller. Så I kan bare komme an, myg! Jeg dræber jer bare, mu ha haha ha.
Coldplay spiller fra anlægget. Der render salamandere rundt. De er for generte til, at jeg må tage close-up af dem. Der var ellers en sød lille fætter ude på badeværelset, som jeg gerne ville bevare mindet af, men han forsvandt hurtigere, end jeg kunne nå at sige klik. Han havde ellers søde tæer.
Jeg nyder det lidt lige nu. Jeg har ingen bekymringer omkring livet i Danmark. Jeg ved, at folk venter på mig, når jeg kommer tilbage igen. Det er en rar følelse. Det er rart at føle sig så tryg, når man er så langt væk hjemmefra. Men jeg har en god base, og den er altså altafgørende. Jeg har det godt. Jeg føler en ro inden i, som virkelig har været hårdt tiltrængt her i 2010. Bare nogle få dage før jeg tog af sted, flygtede jeg fra alt i min lille Nissan Micra. Jeg kørte bare rundt, hvileløst, i flere timer. Jeg tror, jeg ledte efter noget. Noget, som der manglede inden i. Noget, som jeg tror, jeg har fat i nu. Den der ro.
Gad vide om jeg kan formå at holde fast i den, når jeg kommer tilbage til Danmark igen?
Det er forår her i Sydafrika lige nu, men det er også forår inden i mig. Jeg blomstrer.
(og jeg sidder og funderer over, hvordan det stadig kan være underholdende, når jeg hører Coldplays kendte sang Yellow, hvor han synger: “Jeg sked, åh ja jeg sked en bums, tag mig med - to something beautiful..)
For resten. Så hedder det ikke albow. Men elbow. Og det ved jeg jo godt, men det kan godt gå lidt stærkt engang i mellem, ikke? Jeg tager mig stadig i at skrive kig en tur i stedet for gik en tur.
Nu spiller Coldplay “Trouble“. Jeg savner at spille klaver. Det er forbundet til noget, der gør lidt ondt, men samtidig har det også bare så mange gode sider. Så hvorfor ikke begynde at øve jævnligt igen, når jeg vender hjem til 4. sal og udsigt til de danske ænder i Odense å? Ja, det tror jeg, at jeg vil. Her det næste halve år, har jeg nemlig tid til det.
Tid til mig.
Jeg formulerede de her ord til en af mine gode veninder tidligere, som jeg gerne vil dele med jer.
Lige nu er det din tid, hvor verden drejer i din retning. Solen skinner på dig. Og kun på dig. Men jeg tror, der kommer til at gå tid. Og det der hul du har indeni - måske forsvinder det aldrig. Jeg er begyndt at tænke på, at mit aldrig forsvinder. Jeg tænker lidt omkring det, at det er en uhelbredelig sygdom, ikke dødelig - men uhelbredelig. Man kan mindske symptomerne med forskellige remedier, som gør, at smerten forsvinder, men nogen gange - så vokser det bare, og vokser. Og så må man måske bruge nogle stærkere remedier for at få det under kontrol igen. Men på et tidspunkt bliver det sådan, at det vokser ind i én. Det ligger der, som en lille bittebitte flække i ens sjæl. Og man accepterer det. For det er ikke hver dag, man mærker til det. Men når det så rør på sig, er det lettere at forholde sig til, når man har accepteret det.
Sådan ser jeg det lidt med mig. Jeg ved ikke om du kan forstå mig?
Jeg er begyndt at acceptere, at jeg aldrig bliver helt normal oppe i mit hoved. Jeg har så mange dybe ar på min sjæl, at de ikke kan heles. Men man kan lære at leve med dem. Ligesom jeg har lært at leve med de udvendige ar jeg har. Det tager bare så ufatteligt lang tid.
Og det må være afslutning på den første dag her i oktober. Forår i Sydafrika, efterår i Danmark.
2. oktober
15.35
Det har været en spændende dag i dag. Det har været hårdt at komme i gang igen, men også rart. Hele morgenen gik sløvt for min krop. Jeg faldt sent i søvn i går, fordi jeg brugte lang tid på at kigge min mors rettelser igennem på bogen og bagefter lytte til lydbog, som jeg plejer at kunne falde i søvn til, men nu er det blevet så spændende, at jeg må slukke for den, hvis jeg skal gøre mig nogle forhåbninger om søvn. Jeg har været i bad, hvilket var hårdt tiltrængt. Jeg havde jord i i trusserne og madrester mellem brysterne.
Morgan og jeg sad uden for med de banded mongoose i en halv times tid. Hvis der ikke er nogen ved dem, graver de sig nemlig fri. Det første jeg gør, er at sætte mig på et ophængt reb - og så falde ned. Kadabum! Jeg forskrækkede ikke både mig selv men også alle de stakkels mongoose. Tænk hvis jeg havde sat mig på én af dem! Puha. Næste gang må jeg nok hellere lige tjekke efter, om tingene er bundet godt nok fast til en kampvægt på voksen fyldig kvinde, før jeg sætter mig. Men de der mongoose er nogle søde små sataner. De bider og kradser, men de vil også godt nusses. De kravler ind under tøjet på én, op i ens hård, trækker ned i bluserne, bider én i øret, trækker én i håret og fistrer rundt fra den ene ende til den anden, mens de siger små lyde.
Vi fik også set den lille baby water mongoose blive fodret og den nye sorte springbuk på kun 3-4 dage. Jeg fik taget nogle gode billeder!!
Og så erfarede jeg, at der var et dyr på pladsen, som jeg slet ikke anede, vi havde. Vi skulle nemlig fodre det i dag, fordi grundpersonalet ikke er der om lørdagen, og de plejer normalt at tage sig af det. Men helt omme bagved er der en forholdsvis stor indhegning med masser af træer. Og helt nede bagved gemte der sig et pindsvin! Men ikke bare et helt almindeligt pindsvin. For det her er virkelig nærmest på størrelse med et svin! Det er stort og de der sorte og hvide pigge, som den har, kan blive op til en meter lange! Hvad siger du så?!
Men jeg fik taget en masse billeder af alt det, så kan I se, hvad jeg snakker om.
Jeg fodrede også Bull. Det er en ørn, der engang har været på pladsen, men blev løsladt for noget tid siden. Han er dog ret smart og ved, at der er mad der, så vi fodrer ham, hvis han kigger forbi. Han har også fundet sig en kæreste, som han viste frem i dag. Det er sjovt at fodre ørne. Man skal kaste kyllingerne op i luften på det rigtige tidspunkt, så de kan gribe dem. Det handler om sammenarbejde! Jeg mistede en kylling i vandet, men ellers formåede Bull og damen at fange de andre døde kyllinger, jeg kastede op. Det er lidt vildt, når de kommer flyvende mod én med de der store store vinger. Og de kommer altså tæt på!
Morgan og jeg badede også duerne i dag. Der er omkring ni duer, der har spist gift, som nogle mennesker har spredt ud på tagene for at slippe af med dem. Problemet er bare, at de lider en ret langsom og pinefuld død. For hvis de ikke får nok gift ind og dør med det samme, sker der i stedet det, at deres fjer klistrer sig sammen, som hvis der var blevet hældt tyktflydende olie ud over dem - og så kan de altså ikke rigtig flyve. Da de kom ind til os, blev vi nødt til at klippe de værste fjer af dem. Mange af dem har ingen haler tilbage og meget bar hud under dem. De kan stadig ikke flyve, men det går bedre og bedre med dem. De skal bades jævnligt i noget specielt sæbe, selvom de godt nok ikke er begejstrede for det. Men det hjælper. Og forhåbentlig kommer de til at kunne flyve igen.
Så der er sket mange ting i dag her på C.R.O.W.
Jeg har sagt til Morgan, at jeg gerne vil lave mad i aften. Jeg tog nogle koteletter ud fra fryseren i går. Hun er nemlig ikke den helt store kok. Mens jeg var syg, prøvede hun at lave lasagne til sig selv (for jeg spiste jo kun ristet brød, yoghurt og kiks). Den der bechamel-sovs, som hun fik lavet. Den var lige så tyk og klistret, som tapetklister, der ikke har fået nok vand blandet i sig. Så hun måtte klatte det ud over det hele. Hendes madhygiejne er heller ikke fantastisk. Hun er god nok til at vaske hænder og desinficere, men hun lader maden stå ude natten over. Og så kommer der røde lamper op i mit hoved, der siger blink-blink-blink og dud-dud-dud 3-TIMERS-REGLEN! Mit hygiejnebevis ligger hjemme i Danmark, men derfor kan jeg stadig godt huske, de billeder vi så af bakterier, der kravlede ind i maden, når det havde stået uden for i mere end tre timer. Så jeg er altså meget ked af det, men jeg rør ikke det der forsøg på lasagne, som godt nok står i køleskabet nu, men som nåede at stå i den kolde ovn i 16 timer, før Morgan kom i tanke om den. Jeg orker ikke endnu en omgang toilet-tortur.
19.48
Vores ovn er elendig! Jeg har haft en blanding grøntsager med kartofler derinde i halvanden time, og de var stadig rå, da jeg tog dem ud. Og så havde jeg lidt mistet min appetit. Men synd for Morgan - nu havde jeg ellers lige lovet at lave god mad. Men de der “pork shoulders” jeg grillede på panden - de var fine nok. Men jeg er så træt og doven lige nu. Der var endnu en omgang :”So you think you can dance?”. Det er sjovt at følge med i noget hernede. Jeg tror faktisk, der er finale i næste uge, hvis jeg er heldig. Jeg er ret glad for at se på dans.
Åh hvor er jeg træt. Og usammenhængende. Og træt.
Jeg vil bare ligge lidt her i min seng og trække tiden ud. For klokken er altså ikke engang 21 - det er for tidligt at falde i søvn nu.
Trække… trække tiden… u d . . . . . .
3. oktober
14.59
Det her har været en rigtig søndag. Vi har taget tingene i afslappet tempo, selvom vi ikke har været mange.
Vi har kun været fire på klinikken, hvilket ikke er særlig mange, når vi så mange dyremunde at mætte. Jeg tror måske de frivillige er blevet skræmt væk, fordi det ikke kun handler om at lege med dyrene. Måske var det for hårdt for dem, måske holder de bare søndag. Men jeg har syntes, det har været rart nok, at der ikke væltede rundt med frivillige teenager på max 16 år i bare fødder, som man skulle instruere konstant.
Jeg har gået rundt hele dagen med et umætteligt savn efter min kæreste, min familie og mine venner. Kys. Kram. Det danske sprog. Darrel spurgte mig, hvordan man siger: “Gå ud og skid i busken!” på dansk. Det havde han det lidt sjovt med. Men det er så også det eneste dansk, jeg har sagt i dag.
I går kom jeg til at udbryde til Morgan: “Har du set de der bukser?” da vi så Sydafrikansk danseprogram og en af danserne havde fået trukket hiphopbukserne helt op over navlen, hvilket så lidt skægt ud. Men Morgan registrerede ikke, at hun åbenlyst ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Måske kunne hun høre på den måde, at jeg sagde sætningen på, at hun skulle grine lidt og sige “yes“. Jeg ved det ikke. Men det var ret underligt. Og bortset fra den ene sætning i går og den i dag, så er det ikke meget dansk, der kommer ud af min mund. Selv med dyrene snakker jeg engelsk. Måske fordi alle de andre gør det, for det kan jo være bedøvende lige meget om jeg siger “Bull, come get your chicken!” eller “Bull, kom og få din kylling!” Bull (den søde ørn, der flyver rundt på stedet) forstår jo ikke hvad jeg siger uanset hvad - den ser en kylling og så er det det.
Jeg fik taget nogle gode billeder af ham i dag, da jeg gav ham hans kyllinger. Jeg prøvede at filme, når jeg kastede kyllingerne op i luften og han så greb dem, men det var lidt svært at balance med døde kyllinger og kamera på én gang. Han er en smuk fugl.
Der er også kommet en ny fugl i vores Aviary, men han spiser ikke særlig godt. Jeg har ingen anelse om hvad han er for en fætter. Han er lige så stor som en lille ørn, men han er mere flad end aflang. Han har brune fjer, som pjusker ved hovedet. Og røde øjenlåg. Han havde ikke spist de 60 melorme, som jeg havde givet ham tidligere, da jeg kom med nye melorme og hakket kød til ham klokken 14. Han sad oppe i en grøn busk med lukkede øjne. Jeg prøvede at vifte en levende melorm foran hans næb, men han kiggede bare mærkeligt på mig. Så prøvede jeg med oksekødet, men han nægtede at åbne næbbet. Så kom jeg til at smøre en lille klat kød på hans næb og fordelte et par melorme ud på bladende. Jeg håber virkelig, at han begynder at spise noget snart, ellers ender han som de to fugle, jeg smed i fryseren.
Det var ellers noget af en oplevelse. På bordet inde i OBS-rummet lå der to døde fugle, som Darrel havde spurgt om jeg ikke ville smide i fryseren. Det var en eller anden falk eller ørn af en art og så en af de der mærkelige larmende fugle, der render rundt. Forholdsvis stor og med langt bøjet næb. Den ene havde brækket ryggen, den anden vingen. Og det kunne åbenbart ikke helbredes. Så jeg fik besked på at smide dem ud i skraldespanden i fryseren. Det var godt nok bizart. For der lå allerede mange fugle nede i den der store grønne skraldespand. Og jeg kunne ikke lide sådan bare at smide de der fugle ud. Det virkede helt forkert. Men jeg lagde dem forsigtigt derned, mumlede “sorry guys, rest in peace” og gik derfra med en mærkelig følelse, som jeg dog hurtigt rystede af mig.
Hvad mon de gør med de fugle? Bruger de deres kød? Begraver de dem på et tidspunkt? Hvorfor skal de fryses ned?
Jeg forstod det ikke helt, men havde ikke tid til at spørge om det.
Jeg har stadig ikke helt holdbar mave, selvom jeg er forsigtig omkring, hvad jeg spiser og er ekstra ekstra omhyggelig med hygiejnen (hvilket gør mine hænder ultratørre og irriterede - halleluja for pattesalve!)
Jeg måtte gå hjem og sluge nogle smertestillende og noget mod kvalme midt i fodringerne. Da jeg kom ind i stuen, sad der et stort abehoved og kiggede på mig fra vinduet. Vi stod lidt og gloede på hinanden inden aben smuttede - men det var en kær lille gut. Og jeg skulle jo have et eller andet at fordøje de der piller med, det gik jo ikke på en tom mave, men jeg kunne jo heller ikke spise en hel banan, vel?! Så jeg blev ligesom nødt til at give resten til aben, for det var da synd, at bananen skulle gå til spilde. Og jeg ved godt, at man ikke rigtig må fodre de der aber, men han kiggede så sultent på min banan. Og selvom jeg gav ham bananen i små bidder, proppede han det hele hurtigt ind i munden, så kæberne bulede ud, og han kiggede taknemmeligt på mig - jeg tror endda også han gav mig et smil.
Jeg fik en underlig lyst til at stå på skøjter tidligere. Det vil jeg gøre, når jeg kommer hjem! Hvem vil med mig i skøjtehallen?!
I morgen kommer Sharon tilbage på arbejde. Så vil jeg høre hende, om jeg ikke kan låne hendes computer og internettet lidt. Så kan jeg få undersøgt, om det overhovedet er muligt for mig, at komme på én af de der guidede ture i Durban city. Jeg vil altså opleve byen, strandende og se Ushaka Marine World, som påstår at være en af verdens 5 største inden for den slags med hvaler, hajer og delfiner. Og jeg vil på marked og handle afrikanske ting!
Det burde altså kunne lade sig gøre, ja det burde.
Halvanden uge tilbage.
4. Oktober
11.29
Det er wetwetwet i dag! Jeg blev nødt til at gå tilbage til huset for at skifte mine drivvåde sokker og lige spise et æble. Der er ikke så meget at lave i dag, for vi kan ikke rigtig arbejde uden for i det her vejr. Jeg har dog savet fire store grene fra et træ, hvilket underholdt de andre rigtig meget, når de gik forbi mig. Jeg ved ikke om det var fordi jeg så helt forkert ud med en sav i hånden - men jeg fik da de der grene af. Jeg skal bruge dem til aberne.
Men bortset fra at luften og jorden (og mine sko) er fyldt med regn, så er jeg glad i dag. Kelly og Sue er kommet tilbage på arbejde, hvilket virkelig løfter stemningen. Kelly sagde, at hun ikke vil have, jeg allerede skal hjem i næste uge og spurgte, hvorfor jeg ikke bare kunne blive her lidt længere… måske for altid?
Og jeg har sat Sharon på at fikse noget tur rundt i Durban for mig - så det skal nok blive godt!
Og og og.. Der er kommet en ny frivillig i dag. Total uventet, da vi først troede, der ville komme en ny på onsdag. Men åbenbart kommer der også en i morgen og så onsdag. Så vi kommer til at være fem piger i huset.
Paula, hedder hende den nye. Hun er 17 år og virker utrolig sød. Meget smilende, åben og snaksalig. Hun spurgte om hun måtte sove inde på mit værelse, hvilket var helt fint med mig. Så nu har jeg fået mig en værelseskammerat. Hun kommer her fra Sydafrika men har europæiske forældre, hun har dog aldrig selv været i Europa. Men hun var helt vild med, at jeg kom fra Danmark. Hun elskede min accent, sagde hun og roste mit engelsk. Og så misundte hun både min piercing og min tatovering. Der er åbenbart ret strenge regler for piercinger og tatoveringer her i landet. Paula siger, at hvis hun kom i skole med en piercing, ville hun blive smidt ud. Det er kun tilladt at have to huller - et i hvert øre. Så jeg må åbenbart skille mig en smule ud.
Og Morgan har rost mig i dag. For min tunsalat. Da Paula forklarede, at hun var en dårlig kok, sagde Morgan, at det var hun også selv - “men Nanna laver god mad“.
Det er altså rart nok.
Og det ser ud til, at jeg får lov til at låne internettet i dag, så jeg kan få lagt flere billeder ud på Facebook og opdatere min blog.
5. Oktober
14.55
8 dage tilbage!
Der er sket meget i dag. Da vi kom hen på klinikken klokken syv, spurgte Kelly hvem af os, der ville med hende. Og da jeg ikke har været ude på nogen redningsaktioner endnu, blev det mig. Det var en lang køretur op i bjergene. Vi var væk i 4 timer. Men vi kom hjem med den sødeste lille baby-sjakal. Jeg holdt hende i mine arme hele vejen hjem, mens hun puttede sig ind til mig, slikkede på mig og sov ved mig. Men da vi kom til klinikken, blev vi overfaldet af alle mennesker. Alle skulle lige pludselig holde hende, kigge på hende, mærke hende. Og hun blev jo skræmt fra vid og sans det lille kræ. Så nu vil hun hverken spise eller drikke noget. Jeg håber virkelig, hun begynder at spise lidt. Ellers skal jeg nok sørge for, at hun kommer til det. Uden ti mennesker, der glor på hende samtidig med. Selv jeg ville blive skræmt af det. Jeg holdt mig hele tiden i baggrunden, for jeg tænkte, at det nok ville være bedst, hvis der ikke var for mange omkring hende. Men de andre sugede sig fast. Og hun er da helt vildt skøn og nuttet, men jeg tænker bare, at det er vigtigere at få noget mad i hende, end stå og glo på hende, fordi hun ser så sød ud.
Jeg var også ude og redde gæs. Egyptiske gæs, hedder de. Der var et forældrepar med to levende ællinger, resten druknede i den swimmingpool, hvor de havde bosat sig. Vi prøvede at fange forældrene også, men de var for snedige. Og dem der ejede swimmingpoolen, kom ikke engang ud. De sagde bare til Sue, at hun godt kunne hilse C.R.O.W og sige, at de skulle gøre swimmingpoolen ren, fordi gæssene havde skidt i den.
Fuck man. Hvis man har en swimmingpool og bor et sted, hvor man betaler for overvågning - så må man også have råd til en swimmingpool-passer. Eller hvad?
Men det andet sted, vi skulle hen, var meget bedre. Damen kom ud for at hjælpe og var taknemmelig, da vi fik dyrene. De havde også bosat sig i en swimmingpool og alle ællingerne sad fast i et udløb under en rist. Heller ikke her fik vi forældrene, men når bare ællingerne har hinanden, så skal de nok klare sig.
Så der er sket meget, men det har også udmattet mig enormt. Det var rart at komme ud på tur med Kelly. Hun er virkelig en dejlig person og vi fik snakket om så mange ting. Og så fik jeg også set lidt mere af Afrika. Højlandet, som de kalder det.
Sharon har arrangeret en tur for mig på tirsdag. Det var åbenbart for dyrt for Morgan, hvilket i al hemmelig passede mig rigtig godt - for når man går op og ned ad hinanden konstant, bor sammen, arbejder sammen, så kan det godt blive lidt for meget. Og hun er skide sød, men hun kommer nok aldrig til at være én, jeg vil være BFF (best friends forever - Paris Hilton - host host) med.
Men turen kunne først arrangeres til på tirsdag. Så dvs. en dag før, jeg tager hjem. Det koster mig omkring 500 kroner, men så er det også en heldagstur, hvor jeg bliver taget rundt omkring for at se alle mulige ting. Det glæder jeg mig til!
19.42
Jeg er glad. Jeg har lavet mad til de to piger og snakket på livet løs med dem. Nu får vi os en kop the og hører Coldplay. Der skulle være kommet en ny pige i dag, men vi har ikke set noget til hende. Lige nu er det også ret fint med Paula, Morgan og jeg. Paula giver virkelig energi og smil ind til huset. Hun er et skønt frisk pust, så det er ærgerligt, at hun kun skal være her til torsdag. Men hun har fået det arrangeret sådan med sin mor, at Morgan og jeg kan få et lift til Ushaka Marine world på torsdag, så vi kun behøver betale for taxa hjem igen. Det glæder jeg mig sindssyg meget til! Indiske ocean - jeg kommer snart!
Så det er jo perfekt. Ushaka Marine world torsdag og en gåtur langs stranden, spise på restaurant og så hjem igen. Og tirsdag får jeg mulighed for at få guidet tur til fugleparken, Victoria street market og andre af de ting, jeg gerne vil opleve. Wuhu yuhu!
Jeg har lavet kylling til baby-sjakalen, som jeg vil give hende i morgen. Måske vil hun spise det. Det håber jeg sådan. Det endda ranch-kylling!
Jeg har det rigtig godt lige nu. Sydafrika. Tænk sig. Jeg kommer ikke til at savne voluminøse Sam, men jeg kommer til at savne dyrene. Kelly har dog lovet at holde mig opdateret på facebook. Især omkring hvordan det kommer til at gå med vores lille baby-sjakal. Jeg kommer til at savne Kelly!
Men nu har jeg en uge tilbage. Og jeg nyder hvert et minut. Måske ikke der 06.30 om morgenen, når uret ringer, eller når ens sko er besat med lort fra egyptiske gæs. Men jeg kommer sådan til at savne at være omringet af så mange skønne dyr på én gang. Det bliver helt mærkeligt at komme til Danmark igen og ikke se aber, der kigger ind ad vinduet, når man klæder om eller laver mad.
Men jeg skal hjem til Mojo. Hjem til min families mange kram og min kærestes kys. Jeg skal hjem til IKEA, hvor jeg har fået en ny kollega, som er sej og som hedder Mette. Hun skal arbejde i småland med børnene, men jeg kommer til at lave hendes mad! Jeg skal hjem til kaffedates, ture i skøjtehallen, fast internet og mulighed for at ringe personer op, uden det koster mig en formue.
Det er en blandet følelse, jeg har omkring, at der kun er en uge tilbage, kan I nok se. Jeg glæder mig til at komme hjem igen, men jeg har det også bare så godt her. Måske kommer jeg tilbage på et tidspunkt. Man ved aldrig hvad fremtiden har lagt af skøre planer for én.
6. Oktober
15.06
Jeg har spillet for meget syvkabale på min computer, mens jeg har hørt lydbog. Mine hænder har ømme muskler steder, hvor jeg ikke anede, det kunne gøre ondt.
Jeg har smurt hele min krop ind i creme efter det virkelig tiltrængte bad, som jeg lige har været i. Jeg har taget en kold øl fra køleskabet. Det har været en hård dag i dag. De egyptiske gæs vækkede hele huset klokken fem, fordi de var utilfredse med et eller andet. Og de blev ved.. Og ved… og ved.. Lige indtil vi skulle op halv seks, Paula og jeg. Morgan har haft fri i dag.
Egentlig skulle jeg have været ude på endnu en redningsaktion med Sue, men jeg var sød lige at spørge Paula først, og hun ville helt vildt gerne, så jeg gav hende lov. Det blev Sue lidt ked af. “You are like my second daugther, I wan’t you with me!” Heldigvis hørte Paula det ikke og jeg blev bare lidt glad for de ord. Sue og Kelly er altså dejlige!
Men fordi Paula tog på redningsaktion og Morgan havde fri, stod jeg for al maden selv. Det tog godt nok sin tid. Og så skulle jeg ud og handle mad ind til hele næste uge i PNP (pick and pay). Jeg har handlet ind, så jeg kan lave kyllingelasagne med spinat i aften. Morgan spurgte mig, om jeg ikke hellere ville bruge oksekød, for det var måske lidt mærkeligt med kylling? Nej nej, sagde jeg, “trust me!”. Nu må vi se om ovnen gider lege med mig i dag.
Og jeg har fundet flere danske ting i supermarkedet! Det gjorde mig helt vildt glad! Der er Lurpak - Danish butter, Danish feta, Danish cheese. Åh hjem. Åh Danmark!
Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at købe lidt dansk feta.
Vi har fået en ny pige i dag. Lily, hedder hun. 20 år og fra Australien. Hun virker sød. Meget åben og smilende, lidt usikker men let at snakke med. Så nu er vi fire piger i huset.
Der kommer endnu en mandag, og så smutter jeg jo onsdag. En uge tilbage. Det er helt mærkeligt. Men heldigvis begynder solen at komme lidt frem igen. Det har ellers været gråt og regnfuldt de sidste mange dage. Jeg skulle gerne bare have lidt kulør, når jeg kommer tilbage til efterår i Danmark. Man må gerne se, at jeg har været i Afrika.
De har ikke sne her i Durban! Tænk sig, at der går mennesker rundt, der aldrig har set eller mærket sne før, aldrig har bygget en snebold eller fået frost ned ad nakken. Jeg kan nu godt lide sne. Ikke sådan sne, som det var sidste vinter i Danmark. Men tilpas meget sne, at man kan bygge en snemand eller en sne***. Har vi en date igen i år, brormand?
18.23
Jeg har lige sat et styks kyllingelasagne og et styks vegetarlasagne i ovnen. Lily er åbenbart vegetar, så det skal der tages hensyn til. Godt, at jeg har købt så mange grøntsager og frugter! Jeg tror, jeg har fået kreeret en god omgang mad i dag. Nu har ovnen bare at makke ret. Jeg har brugt Danish feta, spinat og alle mulige andre lækre grøntsager.
Det er skørt. Vi sidder her i stuen i hver vores sofa eller lænestol. En fra Sydafrika, en fra Frankrig, en fra Australien og så mig. Vi mangler en amerikaner og en kineser, ellers er vi godt dækket ind, synes jeg.
7. Oktober
12.37
Vi sidder i stuen. Fem piger, der snakker engelsk på forskellige måder. Der er kommet en ny frivillig. En lokal, der skal være her et par dage om ugen.
Vi har gjort abebure rene i dag. Hold kæft det var hårdt. Vi har fyldt 20 kæmpe sorte sække med halm fyldt med tis og lort, gamle madrester og små dyr.
Vi skal til ushaka marine world i dag!! Jeg glæææææder mig!
Så vi er alle klar til at tage af sted, selvom vi skal op og arbejde igen lige om lidt. Og så ud og opleve verden!!!!! Delfiner, vand, fisk og hajer - here I come! Og jeg har bikini på. Klar til at hoppe i det indiske ocean med hajer!
8. oktober
19.01
Det er fredag. Jeg har hovedpine og kvalme, men har lige taget piller, så jeg håber det hjælper. Jeg har haft fri i dag og har ikke rigtig lavet andet, end bare slappe af med min lydbog. Det har blæst og regnet, og jeg har haft besøg af en myrefarm ved siden af min seng. Det startede med 10 myrer, lige pludselig var der hundredvis, der havde lavet en gang fra vinduet, hen ad væggen ved min seng og ned på gulvet. De kom udefra. Jeg opdagede et hul i væggen. Og jeg fandt myredræberpulvet frem og svøbte dem alle i hvidt. Så nu er der ikke flere myrer, men jeg har alligevel skiftet seng, for pulveret lugter afskyeligt og støvsugeren suger så dårligt, at jeg kun har kunne få halvdelen væk.
I går var vi i Ushaka Marine world. Bortset fra, at vi var ved at blive blæst væk, var det fantastisk. Jeg elskede det. Og jeg så havet! Men bølgerne var så store, at det ikke ville have været forsvarligt af mig at hoppe i dem. Der var delfinshow, søløveshow og præsentation af pingviner. Vi så hajer, kæmpe fisk, små fisk, grimme fisk, smukke fisk, krebs, vandmænd og you name it. Vi spiste på restaurant, jeg fik købt mig en taske, nogle gaver og selvfølgelig et par øreringe! Jeg skal have nogle flere til samlingen jo..
Paula er taget hjem. Det er lidt sørgeligt, for hun var så dejlig, men hun finder mig på facebook, siger hun - og så kommer hun til Danmark! Jeg har talt ret godt omkring Danmark, om vores ost, remulade og rugbrød. Om bøf med løg og H.C.A. Jeg har endda også spillet Dizzy Mizz Lizzy for dem!
Og Paulas mor sagde: “Your english is excellent!” da hun kom og hentede Paula.
Men jeg bliver stadig sur på mig selv, når jeg laver fejl, som jeg åbenlyst godt kan se bagefter. Men nogen gange går det altså stærkt. Det kan være besværligt at være perfektionistisk. Men jeg bliver bedre og bedre til bare at sige: “fuck det, du lavede en fejl, og hvad så!” Jeg kan nemlig godt have tendenser til at gå og gruble over mine fejl i lang tid.
Jeg har tre arbejdsdage tilbage og én udflugtsdag. Og så skal jeg op i et fly, der fører mig til Johannesburg, derefter op i et andet, der fører mig til Heathrow og til sidst op i det fly, der tager mig til Danmark, kære Danmark. Men så skal jeg også lige med et tog. Og SÅ er jeg hjemme.
Det er stadig med miksede følelser. Sue og Kelly vil virkelig ikke have, jeg tager af sted. Det er rart, at de er blevet så glade for mig, men også mærkeligt, at jeg ikke skal arbejde med dem mere. Sue siger, at jeg bliver nødt til at sende hende dansk chokolade, hvis jeg tager hjem. Enten det eller også skal jeg blive her mindst et år!
Og når jeg kommer hjem, har jeg en egyptisk gås at plukke med Telenor, der åbenbart bliver ved med at sende mig regninger, selvom jeg har afmeldt mit abonnement to gange! Jeg vil gerne indrømme, at første gang lidt var min egen skyld, at den ikke gik igennem, men anden gang brugte jeg lang taletid på at forklare telenor-dame, at jeg havde været der i de 6 måneder, jeg skulle (endda 8!) og at jeg nu havde betalt den sidste ekstra regning, som var kommet. Og hun garanterede mig, at der ikke ville komme flere! Så den ged skal lige barberes, når jeg ankommer til DK, for jeg har ikke flere penge at punge ud med til Telenor. De kan få mine sydafrikanske småpenge, men så skal de også selv komme og hente dem!
9. oktober
12.02
Min mobil er død. Kære, dejlige, irriterende nye mobil, som jeg kun har haft i en måned. I går virkede den fint, men der skete et eller andet, da jeg gik ind i Audiobooks. Og så døde den. Og jeg har ikke kunnet tænde den igen. Den brummer lidt, når jeg trykker på den, men der sker ikke noget. Den vil hverken registrere opladning, tilslutning til computer eller noget andet. Så jeg har lidt et problem, ser I. Men heldigvis var jeg så smart, at tage en ekstra mobil med, hvis nu uheldet skulle være ude. Men det er lidt den mobil, som jeg er kommet til at smide i toilettet, så den skal forbindes med en oplader nærmest konstant. Men bedre en dårlig mobil end slet ingen.
I aften skal vi til braii! Det er afrikansk barbecue. Monique, som har været frivillig torsdag-fredag, har inviteret os hjem til hendes familie i aften. Det bliver spændende! Jeg har taget kød ud af fryseren, som jeg er i gang med at optø og lavet salat, som vi kan tage med. Heldigvis fik Morgan og jeg købt nogle Heineken.
Der ankom en killing i dag. En lillebitte bitte en, som nogle mennesker havde fundet i en affaldsspand. Damen ville gerne have den tilbage, men hun havde ikke tid til at passe den, når den var så lille og krævede så meget omsorg. I stedet betaler hun et beløb hver måned, for at vi kan holde liv i den. Jeg foreslog, at vi fik den ned i vores hus, for vi er jo tre mennesker. Og jeg vil hjertens gerne tage mig af den indtil onsdag, selvom den skal fodres hver 3. Time. Men den idé var de ikke med på. Hvis nu jeg havde været her længere, ville jeg sikkert kunne få dem overtalt til, at jeg godt kunne tage mig af den. Men jeg smutter jo lige om lidt(også selvom Sue siger, at hun har hugget min flybillet)…
Jeg er blevet slikket i hele hovedet i dag af vores kære springbuk. Hun drikker kun mælk, så det er ikke så forfærdeligt ulækkert at få våde kys af hende. Hun er så skøn!
Jeg kan ikke lide den slags salat, de har her i Afrika. Jeg prøvede at finde iceberg eller et eller andet hoved af en art, men det var umuligt at opdrive. Så i stedet købte jeg det, som alle her i Afrika åbenbart spiser. Og det smager ret afskyeligt. Det er sådan nogle kæmpe blade, som smager værre end mælkebøtter, men noget i den dur.
15.36
Jeg forstår det ikke. Hvorfor skal jeg have ondt i maven hele tiden? Jeg har stadig mavekrampe-piller tilbage, som jeg lige har taget.
Vi skal til braii om 20 minutter. Vi bliver hentet og kørt tilbage igen. Det er rigtig fornemt.
Jeg stod og betragtede mig selv i spejlet, da jeg havde været i bad. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har tabt mig lidt. Jeg tror det ikke. Men man siger jo, at kvinder lægger 20% fedt oven i sit egentlige udseende, når de kigger sig selv i spejlet. Det er stof til eftertanke, vil jeg sige. 20% er altså meget! Jeg kan godt lide at kigge på andre mennesker. Jeg er nysgerrig. Så hvis du griber mig i at kigge på andre kvinders numser, er det altså ikke fordi, jeg tænder på dem - jeg sammenligner bare, funderer og tænker. Det der med at tænke. Det er jeg god til. Også det der med at fundere.
Men det er rart at være mig i Afrika. For jeg siger jer, de der negernumser, de sparker røv! Og min numse kan slet ikke hamle op med alle de vrikkende store numser, jeg er stødt på her de sidste uger.
Her tidligere, da jeg for første gang bevægede mig uden for C.R.O.W. alene, kom jeg forbi kirken igen. Og den der kirke, den er altså spændende, for der sker altid mærkelige ting hver eneste gang, jeg kommer forbi. I dag var der en forholdsvis stor afrikansk kvinde, der var svøbt i en eller anden form for latex-guld-kjole, som sad meget stramt og meget forkert. Det så ikke helt rigtigt ud. Men måske er det afrikansk kirke-mode?
Nå, nu er klokken 15.46 og Morgan er gået op for at flaskefodre baby-bavianerne. Og vi skal til afrikansk braii!
10. oktober
10.54
Det er søndag og solen skinner. Jeg er træt. Jeg har vænnet mig selv til at gå i seng inden 22, så jeg kunne få mine 8 timers søvn, men i går var vi jo til afrikansk barbecue, også kaldet braii. Det var noget af en oplevelse! Jeg havde troet, at det ville være med Moniques familie, men åbenbart var det alle Moniques søsters venner. Vi blev hentet og bragt til et kæmpe hus med swimmingpool, vagthund, udsigt over hele byen, kæmpe barbecuested og kunst overalt. Det var Garreth, der boede der. En 21’årig geologi-studerende gut, der støtter Sharks (afrikansk rugbyhold), har rødt rodet hår, bakkenbarter og utrolig imødekommende.
Vi var omkring 15 mennesker og vi kom helt ind under huden på de Sydafrikanske rige unge. De havde nærmest alle deres egen bil, for i Sydafrika kan man virkelig kun komme rundt i bil, hvis man vil nogen steder. Men det var hyggeligt. Meget som vores danske grillfester. Der var kød, salat, brød, øl, vin og hash.
14.45
Jeg nåede aldrig at fortælle færdig om vores braii.
Vi var altså i det her kæmpe hus med den mest fantastiske udsigt. Alle fyrene var venlige, imødekommende og spurgte ind omkring en masse, tøserne var lidt mere tilbageholdne og distancerede, bortset lige fra Monique og hendes søster. Jeg tror tøserne følte sig lidt truet, fordi vi kom der - tre “foreigners” fra hvert deres land og vi var jo lidt interessante. Især Garreth var sød og snakkede en hel del med os, selvom rugby-kampen med hans favorit-band var gået i gang og alle de andre var oppe og se kampen foran det kæmpe fladskærmstv.
Jeg blev spurgt om White Sensation og Amsterdam - åbenbart noget, de gerne vil opleve. Amsterdam tror jeg egentlig kun er fordi de vil ryge hash. Men de minder meget om os unge i Danmark. De har også “det sagde hun også i går”-joken, de hører det samme musik og kan også godt lide “How I met your mother” og “Scrubs”. Og kan I huske den der video med den engelske dame, der smider en kattekilling i en affaldsspand? Den har floreret hele verden rundt, for både Frankrig, Australien og Sydafrika kender til den.
Jeg fik smagt Sydafrikanske øl. Garreth var så venlig at dele ud. Den ene var jeg ret vild med, den anden var forfærdelig. Og når man tænker på, at jeg ikke har drukket andet end 3 øl siden jeg ankom til Sydafrika, så skulle der ikke så meget til, før min krop begyndte at reagere. Men det var hyggeligt. Det var rart at have den oplevelse med, når jeg smutter herfra om tre dage.
Garreth inviterede os på endnu et braii i aften et andet sted - vist nok inde i centrum med havudsigt. Og det var virkelig fristende, han ville endda hente os. Men det var altså hårdt at komme op 06.30 her til morges, når man ikke havde fået sine otte timers skønhedssøvn. Jeg ved heller ikke helt hvordan vi så skulle komme hjem igen derfra. Men de var altså meget søde alle sammen. Pigerne nøjedes med at smile anstrengt, da vi forlod festen, men alle fyrene gav os varme kram og “nice to meet you!”.
Så det var en positiv oplevelse!
Men hende der Lily fra Australien. Hun er altså også sød, men hendes stemme er lidt i samme kategori som vores kære voluminøse Sam. Ikke helt så skinger, ikke helt så slem, men det bliver bare ikke bedre, når hun med sin tykke australske accent siger: “Oooh you naughty little boy!” til alle dyrene. Og det er ikke en underdrivelse! Hver eneste gang et af dyrene laver et eller andet, som Lily synes er Naughty Naughty - så siger hun det der. Og jeg får kuldegysninger helt ned til mine knæhaser. For jeg har ikke lyst til at have mine tanker ledt over på en dårlig australsk pornofilm, når jeg arbejder med dyr. “Ohhhh you naughty little booy!” Og det der sidste ord, boy, det er ikke bare boy som i boi, men boy som i boooouuiIIIIIIIII!
Men jeg misunder hende. For hun skriver sms’er og snakker i telefon hele tiden! Åbenbart har hun en rig far, der betaler, men det er altså lidt provokerende, når hun sidder der med sin udenlandske telefon og surfer rundt på nettet, skriver korte sms’er med mange LOL’er (ja undskyld, jeg kan ikke lade være med at kigge over skulderen, når jeg sidder ved siden af hende) og snakker i telefon tit.
Men okay, jeg har fire dage tilbage, og så går der sms amok i mig!
Gå sms amok, gå sms amok (har du også sangen i hovedet nu?)
Nu vil jeg ud og nyde den sidste sol, før den forsvinder.
11. oktober
14.36
Jeg har fået lov til at tjekke mine flytider, så jeg sneg mig lige tilbage for at hente mit bookingnummer og en hurtig opdate. Måske kan jeg få lov til lige at lægge noget ud på min blog også, nemlig.
Det er en skøn dag i dag! Og endelig er varmen kommet tilbage.. Og når solen kommer frem, gør den det åbenbart kun helhjertet, for hold kæft hvor er det varmt!
Men jeg har løsladt fugle i dag! Duer, kanariefugl og en slags vipstjert. Det var sådan en fed følelse at få lov til at slippe dem fri i naturen igen. Og jeg sad igen bagpå bilen omme i ladet, hvilket godt er noget, jeg kan vænne mig til. Især i den her varme! Det var så fantastisk, fordi vi kørte rundt mange steder, hvor jeg ikke har været før. Og der var udsigt, lilla træer, sol og vind i håret.
Og åbenbart er vores kære ven hr. skildpadde, der vil slås med alle, en lille naughty én. “Ohh you are so naughty. Ååååhhhouhuh naughty naughty. Oh that’s soo naughty!”
Jeg begyndte at tælle Lillys naughty’er. Jeg nåede op på 15 på en halv time, inden jeg gav op. Alle dyrene her på pladsen er åbenbart naughty, og jeg får kuldegysninger hver gang hun siger det. Jeg må se om jeg ikke kan få optaget en lille videofrekvens med det, så I kan dele mine kuldegysninger.
Vi ses om tre dage, Danmark!
12. oktober
19.50
Så er det i morgen, jeg skal flyve. Jeg skal lige love for, at denne måned er fløjet af sted. Det har været en fantastisk oplevelse at komme her. Jeg har haft en anden ro indeni, end jeg plejer at have hjemme i Danmark. Mange af mine bekymringer har været væk - dem jeg går og tumler med på 4. Sal i Odense. Er jeg nu god nok? Ser jeg godt nok ud? Kan folk lide mig?
Her i Sydafrika, her hos C.R.O.W - der er jeg god nok. Min krop er som de fleste andres hernede, jeg er endda i den gode ende. Jeg gør en forskel, jeg ER fandeme god nok. Jeg er mere end god nok. Jeg har nu i en måned fodret dyr, der har fået en ekstra chance, jeg har kysset med dem, snakket med dem, hjulpet dem til at vokse og gro. Jeg har endda sluppet dyr ud i naturen og følt den der varme boblende glæde man får, når 15 duer flyver til vejrs i det fri efter at have haft brækkede vinger eller blødende sår.
Men selvom jeg elsker det hernede, så mangler der noget der er eminent for min livsglæde. Og det er de mennesker, der i løbet af de sidste 20 år har passeret min vej og er krøbet ind under huden på mig. For jeg har virkelig nydt denne sidste måned, men jeg glæder mig også til at komme hjem. For godt nok kommer jeg hjem til dagligdag og bekymringer, men jeg kommer også hjem til de mennesker, der lægger skuldre til mine tårer, der deler mine tanker. Jer, som har fulgt med mig på min blog og har fulgt med i mit eventyr. Uden jer ville jeg ikke kunne have mulighed for at tage på det her eventyr. I er mine altafgørende støttebind, når mine tanker går af led.
Jeg elsker dyr, men jeg elsker også mennesker. Godt nok kan de være pain in the motherfucking ass, hvilket jeg har fået mange beviser på i det her år 2010.
Men som min far engang klogt sagde, så skal man passe på med at give dyr menneskelige egenskaber (og dengang blev jeg sur på ham, fordi jeg tog det som en kritik). For dyr er ikke mennesker. Dyr kan ufatteligt meget, men de kan ikke erstatte mennesker. De kan sagtens være med til at gøre ens hverdag mere indholdsrig og jeg har behov for dyr i mit liv. Jeg har brug for deres ro og deres uskyldighed.
Men nu glæder jeg mig altså til at komme hjem til jer alle igen og snakke dansk med jer. Jeg siger jer, mit engelsk sparker virkelig røv nu - jeg blev endda spurgt i dag om jeg kom fra England, hvilket jeg tog som et meget stort kompliment.
Men dansk, Danmark, far, mor, Lasse, Rasmus, Rasmus, Rasmus, Ronja, Mette, Mojo, Signe, Øl, leverpostej, remulade, rødvin fra fakta, 4. Sal, kram, kys, kys, kys, samtaler, msn, facebook og endda IKEA - jeg glæder mig. Og min far er så sød, at han henter mig helt i Kastrup.
I går var der surprise-braii for mig. Det var helt ufatteligt dejligt, at Morgan og Lily havde stablet det på benene. Det var kun Sharon, Chantel og Darrel der kom, da Sues mand var syg og Estie og Kelly ikke kunne. Men hvor var det dog skønt, selvom jeg var ved at falde i søvn ved bordet, da klokken rundede 22. Jeg anede intet om, at der ville komme gæster. Morgan foreslog bare, at vi skulle spise udenfor, hvilket jeg syntes var en fantastisk idé. Jeg troede, at hun mente, vi skulle lave bål, så jeg gik i gang med at finde brænde og lave snobrødsdej. Hverken Morgan eller Lily havde prøvet det før og Morgan var underligt nok lidt imod det, men jeg var fuld af energi og positiv, så hun fik ikke lov til at modsige mig og mine ild-evner. Og jeg fik da også gang i et udmærket bål, som vi fik lavet snobrød over. Og pludselig dukkede de andre op og fik gang i den tildækkede braii, som vi åbenbart har her i haven. Det var enormt hyggeligt. Sharon havde rom og cola med, Darrel og Chantel var braii-mestre og vi andre sad med snobrød. Men vi skulle jo alle op tidligt næste dag, så surprise-braii’en blev afbrudt omkring 22, hvor jeg allerede havde siddet med hovedet lænet på min hånd i en time. Der var al den energi, som jeg havde haft hele dagen fra 6.30 om morgenen, drænet fuldstændig ud af mig.
I dag skulle vi jo på tur rundt i Durban, Lily og jeg. Men guderne ville det sådan, at bilen var brudt sammen, så det blev aflyst en time før, vi skulle af sted. De sagde, vi kunne gøre det i morgen i stedet indtil jeg skulle med flyet, men det ville åbenbart blive for samme pris. Jeg foreslog Lily, at vi i stedet tog ind til byen på egen hånd, hvilket hun heldigvis var med på. Kelly var ikke meget for det, da vi kom op på klinikken for at bede Sharon om at ringe til en taxa for os, men jeg nægtede simpelthen at tage fra Durban uden at have set det, jeg havde sat mig for.
Så selvom vejrguderne heller ikke var med os (regn, regn, regn), tog vi ind til Victoria Street Market, som er et område med masser af boder, butikker og mærkelige ting. Vi vidste begge, at vi skulle passe på med ikke at ligne turister, så ingen af os tog kamera op for at tage billeder. Der var ellers meget, jeg gerne ville have dokumenteret. Specielt deres mannequin-dukker! Jeg har aldrig set noget mere fantastisk. Deres mannequin-dukker har store røve!!!!!!! Og er ikke som i Danmark en lille bitte size zero med a-skål. Åhhh, jeg kunne godt være en god fortaler for, at Danmark varierede deres mannequin-dukker lidt, måske foreslå at de skulle tage et smut til Sydafrika og købe nogle.
Vi var inde i et bageri, hvor de havde de mærkeligste og flotteste kager. Virkelig gigantiske, farverige, cremede, kokosbesatte, sukkeroverstrøet kager. Vi købte én hver, men Lily fik det åbenbart dårligt af sin kage, så det var ikke så heldigt. Jeg blev ved med at spørge hende om hun var okay, om hun ville hjem eller hvad hun havde behov for, men hun sagde, at det nok skulle gå over. Det var dog ret svært at gå rundt med hende, for hun virkede ugidelig, men ville samtidig ikke sige, hvad hun havde behov for. Jeg prøvede dog at suge alle indtryk til mig og nyde det. Jeg valgte at ignorere fyren, der slikkede sig om munden til mig, fyrene i bilerne, der dyttede, hujede og råbte og alle dem, der ville i kontakt med os, når vi gik forbi. Jeg var ret god til det. Jeg lod bare som om, at jeg var døv. Jeg fokuserede kun på alle de mærkelige ting, de havde rundt omkring, mens jeg holdt tasken tæt ind til kroppen og prøvede at imitere en indfødt. Men det var lidt svært, da alle omkring os var enten indere eller afrikanere. Jeg følte mig ikke lige i det rette tryllehumør til at forvandle hud- og hårfarve.
Men der var også søde folk. Der var en inder, der kommenterede min næsering. Han var meget venlig og jeg tror egentlig bare han var sådan én, der gerne ville snakke med folk. Han forklarede hvad de kaldte en næsering på indisk, men det glemte jeg hurtigt igen. Jeg glemte også hans navn, selvom han præsenterede sig. Og så gik han igen, den spøjse indiske gut med dameøreringe og bowlerhat.
Vejret blev værre og Lily virkede ikke til at få det bedre, men hun ville gerne have noget at spise. Hun var fuldstændig initiativløs, så det var svært for mig - hun er jo vegetar, så vi kunne ikke bare spise alle steder. Vi endte på et sted, Lily valgte, hvor de kun havde kylling og vegetar-ting. Det var ikke specielt godt, synes jeg. Spiseligt, men langt fra kulinarisk.
Jeg blev ved med at høre til hendes velbefindende og insistere på, at vi bare kunne tage hjem, men hun sagde, at jeg måtte bestemme. Så jeg gelejdede os ned til området med de gamle bygninger. Rådhuset, museet, kirken. Det var flotte bygningsværker, men Lily virkede ikke interesseret og det var begyndt at regne mere. Så det endte med, at vi fandt en taxa, som førte os tilbage til C.R.O.W.
Men til mit held var der ikke noget inde i Durban centrum, der var naughty efter Lilys mening. Så jeg har slet ikke hørt hende sige det i dag! Jeg håber dog, at hun har det godt nok. Jeg var virkelig sød og hensynsfuld og spurgte konstant ind til hende - mere kan man vel ikke forlange. Jeg bar endda hendes tunge vegetar-mad, som hun havde købt i supermarkedet.
Jeg har fået lidt god gylden kulør, som sikkert hurtigt falmer igen, når jeg kommer hjem til efterår. Men det har været rart at blive ladet op med noget D-vitamin, inden jeg skal gå endnu en vinter i møde.
Halvanden dag, folkens - and then I’m all yours!
13. Oktober
09.45
Jeg har forelsket mig. I Citizen Cope. Jeg fik det ved en tilfældighed overført til min computer og jeg er forelsket. Det er anbefalelsesværdigt musik! Især nummeret Sideways, som jeg har hørt på repeat den sidste halve time nu.
Så er det i dag.
Om tre timer kører Sharon og jeg til lufthavnen. Om syv timer er jeg i Johannesburg, i morgen er jeg i Danmark.
Vejret er gråt, men det er måske meget godt. Så får jeg ikke den største omvæltning, når jeg kommer hjem til Danmark. Min mor har skrevet, at der var frost i nat og omkring 10 grader i daghjemmet på Fyn Jeg vil skyde på, at der er dobbelt så meget her, selvom det er overskyet. Alt er pakket ned bortset fra min dejlige notebook, min mobil og Gert. Hans duft er ved at udløbe, så det er vist også meget godt, at jeg skal hjem. Jeg har haft stor glæde af at sniffe til ham den sidste måned.
Jeg har billigvodka og afrikansk cider med hjem i min rygsæk. Jeg har prøvet at pakke det godt ind i alt mit tøj, men jeg er godt klar over, at der er risiko for, at alt mit tøj kommer til at lugte af vodka-cider, hvis de smider lidt for meget med min taske. Den chance må jeg tage.
Jeg vil rundt og sige farvel til alle dyrene, inden jeg forlader stedet. Ingen skal snydes! Ikke engang hr. skildpadde, som godt må få lov til at slås med mig en sidste gang. Og jeg skal have kys af Joey og vores springbuk. Jeg skal sige farvel til baby-sjakalen, mine søde små larmende duer og de hidsige ugler. Jeg skal nusse med de tre meercats og blive trådt på af vores banded mongoose. Jeg skal også lige kradse bavianerne på maven en sidste gang og holde i hånd med babybavianen Nelson.
Og alle får et kæmpe kram. Måske ikke lige Sam, hvis jeg kan blive fri, men alle de andre. Og så skal jeg huske at hilse fra min mor og sige tak for, at de har været så gode ved mig.
Åh Danmark, åh Sydafrika.
De to lande kunne godt lære lidt af hinanden. Sydafrika kunne godt bruge mere frihed, mindre korruption, overvågning, våben, overfald, voldtægter, kidnapninger og vold. Og Danmark kunne godt bruge mannequin-dukker med store numser. Og sådan et sted som C.R.O.W.
Måske skulle man starte det, hvis man engang fik mange penge og frihed til at gøre det? Center (for) rehabilitering af dyreliv i Danmark. Hvad mon det kan forkortes til? C.R.A.D.I.D?
Hmmm.. Ja, det må blive engang i fremtiden.
15.10
Så sidder jeg i King Shaka internationale lufthavn i Durban. Mit fly letter om 50 minutter, så indtil da sidder jeg bare lidt her. Det var hårdt at sige farvel. Især til Kelly. Jeg nåede ikke at sige farvel til Sue, hvilket slet ikke huer mig, men hun var ude at hente sin datter, da jeg skulle køre.
Jeg er træt. Og lige nu vil jeg bare gerne have det her næste døgn overstået. 22 timer til jeg er i Danmark. 22 timer.
Jeg spiser et rødt æble. Mit blodsukker og jeg er ikke helt på talefod. Jeg har hovedpine og har mest af alt lyst til at finde en dyne et sted, som jeg kan gemme mig under. Det regner uden for og lyner også lidt.
45 minutter.
Jeg har lyst til nødder, men de var så dyre.
Jeg fik et rigtig dårligt indtryk af Lily, før jeg tog af sted. Jeg overhørte Monique og Lily snakke om braii’et i lørdags hjemme hos Garreth. De snakkede om, at Amy var blevet sur, fordi vi var kommet. Og Monique forklarede så, at sådan var Amy bare. Engang havde hun ikke snakket til Monique i to uger, fordi hun var blevet kæreste med hendes ekskæreste. Og så siger Lily så: “What? But she’s so big. I can’t believe that anyone would be with her. She’s SOOO big!”
Og ja, Amy var da lidt stor, men den kommentar var ikke noget, der huede Nannas øregange. Bare fordi man er stor, kan ingen føle sig tiltrukket af én eller hvad? Og hun siger til det Monique, som er Amys gode veninde. Fuldstændig forkert, fuldstændig nedgørende og fuldstændig irriterende.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme - hvis jeg nogen sinde kommer til Australien, så tror jeg næppe, at Lily bliver én, jeg kommer til at besøge.
Hun hader kød, lader andre bærer sin bagage uden et eneste tak og hun hader fede mennesker. Og så er alt for meget i hendes verden lidt for naughty til min smag.
Men jeg vil mægtig gerne til Marseilles og besøge Morgan!
Og tilbage til Sydafrika. Snart, snart, snart!!
18.05
Jeg sidder i Johannesburg lufthavn med røde kinder og mennesker, larm og mærkelige retter rundt om mig. Det er et mad-univers. Vi har Nando’s, Subway, Ocean Basket´, Kauai, Anat, Indian Cuisine, noget steakhouse, Muggg&Bean og Fournos Bakery, hvor jeg sidder. Jeg fandt Wi-Fi hotspot og gratis internet i 10 minutters tid, som jeg udnyttede med et smugkig på Facebook. Det var rart lige at have kontakt med verdenen igen.
Jeg er stadig træt, men har to timer endnu, før jeg kan sove. Jeg valgte at ignorere kaffe trangen, for jeg har virkelig brug for, at kunne sove i det fly. Jeg har ikke lyst til at holde mig vågen i 11 timer, mens Afrika og Europa passerer under mig.
Jeg har blod over det hele, fordi jeg kradsede hul på et ret heftigt myggestik. Det var ikke det smarteste træk af mig, men jeg har prøvet at slikke det væk, som en eller anden ulækker vampyr fra Twilight.
Jeg tror, jeg vil forkæle mig selv med en lille kage. Jeg købte et sundt grøntsagsbrød, som egentlig var udmærket. Det var i hvert fald fyldt med grøntsager. Og jeg skal også have fundet ud af, hvordan jeg kommer hen til mit fly. Lige nu er jeg i den her oase af mad, som jeg havnede i, da jeg kom fra mit andet fly, og jeg aner ikke helt hvor jeg skal hen. Men jeg har to timer til at finde ud af det, så mon ikke det går.
14. oktober
9.42 dansk tid
8.42 engelsk tid
Mig og elektronik er uvenner. Jeg har to mobiler med, fordi jeg netop ved, at elektronik har det med at være umedgørlig i mit tilfælde. Men nu er der ingen af dem, der virker.
Jeg sidder midt i menneskemængde. Mit fly landede for nogle timer siden, og jeg har rendt frem og tilbage, frem og tilbage, lige siden jeg kom ind i venteområdet.
Flyveturen fra Johannesburg til London startede godt. Der var et barn ved siden af mig. En lille dreng med store blå øjne, der godt nok larmede lidt, græd engang i mellem, men ellers virkede sød. Han var 10 måneder og havde sin engelske mor med. Jeg var så træt, at jeg faldt i søvn forholdsvis hurtigt. Og jeg fik da også sovet nogen lunde lige indtil klokken fire i nat, hvor jeg vågnede. Drengen var utilfreds. Og han stoppede ikke med at være utilfreds. Først tænkte jeg, at det er godt, at jeg er så tålmodig og at det sikkert bare går over lige om lidt. Men da der er gået en time, bliver jeg mere og mere træt i øregangen. Og det er ikke bare sådan hulk hulk, det er VRÆÆÆÆÆÆÆL, siger jeg jer. Det virkede ikke som om, at moderen vidste, hvad den kære søn var ked af. Hun prøvede at distrahere ham, men det virkede ikke og han fuldstændig og aldeles crazyfucker-amok, da vi skulle lande. Og da hans vræl endelig var uden for rækkevidde, da jeg havde forladt flyet, kunne jeg stadig høre det inde i mine ører.
Så der gik jeg så med babygråd summende i mine ører og stillede mit ur om til london-tid og tabte det, så det gik i stykker. Jeg fandt derefter ud af, at jeg ikke kunne tænde min mobil. Da jeg slukkede den i Johannesburg var batteriet fuldt, men efter jeg smed den i wc’et, har den opført sig underligt. Jeg prøvede så på det der optimiske-pjat og tændte min nye mobil, som er gået i stykker (for måske ville den lige pludselig virke, jo!), men den nåede kun lige at brumme en enkelt gang, før dens sorte skærm kiggede hånligt på mig.
Og selvfølgelig har London og Sydafrika ikke samme strøm-system. De har begge nogle mærkelige tre-stik, men selvfølgelig skal Sydafrikas være runde og England firkantede.
Jeg fandt så en adaptor til 70 kroner, som selvfølgelig heller ikke virkede efter hensigten. Og jeg siger jer, jeg har prøvet mange forskellige stik, mens jeg har rendt rundt med mine to tasker og ledninger hængende ud ad mine lommer.
Til sidst endte jeg ved en computer, der havde internet. Jeg havde ingen mønter, så jeg måtte betale med kort. Der røg lige 30 kroner mere. Jeg havde lovet min far at give besked, før jeg tog fra London. Han skal jo hente mig, så det er lidt problematisk, at jeg har to mobiler med, hvor begge har brug for en omgang elektrisk stød for at genopstå fra de døde.
Jeg brugte så en halv time mere på at forsøge mig med stikkontakter, indtil jeg overgav mig og gik ind i butikken og forklarede problemet. Det viser sig så, at det er min mobiloplader, den selvfølgelig også er gal med og ikke kun min mobil. Skønt!
Jeg forvildede mig bagefter ind i duty-free-helvede, som jeg hurtigt kom ud af igen med stank af parfume hængende i hælene.
Nanna her er ikke i humør til små fine mennesker med krigsmaling, nederdel og høje stiletter. Hun er bestemt ikke i humør til at afprøve flere stikkontakter og se dum ud. Og hun har ikke behov for at sidde ved siden af flere skrigende børn, der er utilfredse med verdenen.
Hvis jeg var 10 måneder, havde jeg sgu også skreget lige nu.
Men nu er jeg et voksent menneske på 20 år, der sidder omringet af mennesker, der nok ville synes det var lidt mærkeligt, hvis jeg begyndte at skrige, græde og slå med armene.
Jeg vil bare gerne hjem nu..
Og gemme mig i kram, kys og omsorg.
Indlæg
