Jeg går under byen, jeg går under alting

Uanset hvor meget tøj, jeg tager på. Uanset hvor meget røg, jeg ryger. Uanset hvor mange tårer, jeg græder. Uanset hvor mange piller, jeg sluger.
Uanset.

Min krop er kold. Jeg kan ikke få varmen.
Jeg har kvalme, men uroen vil ikke op.

Jeg prøver at helgardere mig, men den kommer altid luskende. Følelsen. Magtesløsheden. Uroen. Den tikker. Kan du høre den. Tik tak tak.

Jeg kan høre den.
Jeg kan mærke den.

Og så passerer tankerne revy, alle følelserne bliver genskabt. Det hele hvirvles op igen, hvor følelserne er Østenvinden og jeg er nomaden.

Jeg tænker tit, om jeg skal leve med denne indtrængende gæst, der aldrig blev inviteret indenfor, men selv sneg sig ind, for altid.. Det er ikke altid, at jeg når at lukke døren. Vil jeg nogen sinde kunne lære altid at lukke den dør, så fortiden ikke kommer sådan rendende?
Jeg skælder mig selv ud. Nu må du tage dig sammen. Det kan ikke passe, at du stadig kører rundt i samme rille. Gå ud af hak! Det er overstået. Kom videre!
Men det hjemsøger mig stadig. I drømmene udformet som mørke svigtende skygger og i min bevidste vågne tilstand bliver skyggerne til konkrete personer.
Alt bliver rusket op igen. De følelser, jeg havde dengang. Smerten. Og så skal jeg igennem det hele igen. Forfra.
... og nu er jeg altså blevet træt af den sang. Vil du være sød ikke at sætte den på repeat mere?

Det kan simpelthen ikke passe.

Men det var ved denne tid. Det er altid ved denne tid. Juletid. Det er der, det går galt.
Jeg elsker dig, jul, men hvorfor skal du altid bringe så mange minder med dig, som jeg gerne ville have glemt?

Det er to år siden nu, at det gjorde ondt. Det er den smerte, jeg genlever.
Det er seks år siden nu, at det gjorde ondt. Det er også den smerte, jeg genlever.
Det er ti år siden nu, at det gjorde ondt. Det er også den smerte, jeg genlever.

Der har altid ulmet et glødende skod på bunden af det snavsede askebæger. På trods af min umiddelbare glæde, som jeg føler så ægte. Men cigaretten er åbenbart ikke blevet slukket helt og døren er alligevel ikke blevet låst helt godt nok.

Jeg går under byen, jeg går under alting.
Jeg går i ét med den grå asfalt, jeg svæver under overfladen.
Jeg glemmes i regnen, jeg skaber min egen hvirvelvind i kloakken.
Jeg går under byen, jeg går under alting. 

-----
I morgen genopstår jeg i julens ånd.